Viden med værdi - dit faglige forspring

Når det uformelle sparker røv
Foto: Colourbox
Ledelse & organisation Af
Innovation. Kreativitet. Nytænkning og vanebrydning. Alt sammen noget der gennem længere tid har været på dagsordenen, som én af vejene til for alvor at kunne skabe organisatoriske resultater i en dynamisk og meget konkurrencepræget virkelighed. Men måske det også er på tide at søge nye veje i jagten på det innovative...

Tovtrækning med dit personlige kontrolmonster

"When I find myself in times of trouble – Mother Mary comes to me – Speaking words of wisdom, let it be. And in my hour of darkness – She is standing right in front of me – Speaking words of wisdom, let it be. Oh, let it be, let it be, let it be, let it be – Whisper words of wisdom, let it be." (Paul McCartney).

Forestil dig, at du trækker tov med dit indre kontrolmonster. Monstret ser grimt og ondskabsfuldt ud. Det er kæmpestort. En million sylespidse tænder. Enorme horn. Gigantiske klør. Rødglødende øjne. Med fråde fra kæften skriger det ind i hovedet på dig: "Jeg river dig midt over. Jeg flår dig i stumper og stykker, hvis du ikke ser at få kontrol over situationen". Eller måske skriger dit monster noget i retning af: "Du bør fandeme være i stand til at forudsige alt på forhånd, ellers er du et håbløst inkompetent skvat, og livet vil være forfærdeligt" – eller "Fokusér altid på kontrol, stabilitet og forudsigelighed, hvis du vil være effektiv – undgå for alt i verden det uvisse og det rodede".

Du har fat i den ene ende af tovet, og dit kontrolmonster har fat i den anden ende. Imellem jer er der en enorm bundløs afgrund. Du trækker så hårdt, du kan – med hver en fiber i din krop – men monstret trækker dig nærmere og nærmere hen mod kanten af afgrunden. Hvad er det bedste du kan gøre i situationen?

Hvis dit umiddelbare svar er, at trække hårdere, så siger vores erfaring os, at du langt fra er den eneste, der hver dag træffer det valg. Det er jo en helt naturlig reaktion. Men jo hårdere du trækker, desto hårdere trækker monstret også. Du sidder i bedste fald fast – eller er på vej direkte ned i afgrunden.

Det er her McCartneys indledende visdomsord kommer til deres ret: let it be – slip tovet – slip kontrollen (på intelligent vis, naturligvis). Dit kontrolmonster vil stadig være der, men du vil ikke være fanget i kamp med det. Tværtimod kan du nu bruge din opmærksomhed på noget andet. Hvor dit kontrolmonster sandsynligvis tidligere har fungeret som en effektiv barriere for at komme i kontakt med det uformelle – og umiddelbart ineffektive – organisatoriske liv, står dette "rum" nu i højere grad åbent, som en mulighed for udvikling og innovation.

Udfordringer ved at arbejde i det uformelle
Det er gammelkendt psykologisk indsigt, at rigtigt mange idéer og kreative tanker kommer til os, når vi mindst af alt fokuserer på netop at få idéer eller generere kreative tanker. Når hjernen får mulighed for at slappe af, og der skabes nye forbindelser, som kan bryde vores vanetænkning. Den slags vanebrydning sker imidlertid som oftest først for alvor i det uformelle rum. Dér, hvor det ikke forventes af os, at vi skal være effektive, at vi skal være alvorlige, at vi skal have tænkt tingene bare lige en lille smule igennem.

 Men som sagt, så har vi en tendens til at underkende det uformelles værdi ift. at skabe effektive organisationer. Jo, vi ved godt, at mange har fokus på det uformelle som et middel til at skabe sammenhængskraft – til at menneskeliggøre organisationer. Men det er ikke så meget det, vi mener. Vi mener konstruktivt, at kunne udnytte det uformelles dynamik til at styrke organisationens innovative og kreative kraft, både til at skabe bedre produkter, lytte mere intensivt til kunderne, skabe bedre arbejdsgange eller finde nye måder at få viden til at flyde på.

Der er muligvis flere forklaringer på, hvorfor det langt fra altid lykkes at udnytte den uformelle kraft:
  • Vi tænker, at hvad der sker dér, ofte er ineffektivt set i en effektivitetslogik. Vi skal helst være målrettede og have et klart fokus, for at kunne skabe noget af værdi.
  • Det kan virke voldsomt uoverskueligt at arbejde med det uformelle rum, netop fordi det er præget af langt mindre struktur, forudsigelighed eller målrettethed end det formelle rum. Tænk her eksempelvis på opstarten på et møde: Snakken går på kryds og tværs, noget kommer i fokus, som ikke er på dagsordenen, måske noget, der slet ikke synes relevant, bare løs snak. Hvad er den naturlige reaktion? At lukke ned for den snak og "komme tilbage på sporet", det vil sige til den faste dagsorden, målrettetheden, effektiviteten.
  • Hvis man prøver at udnytte den uformelle dynamik, risikerer man at begynde at opstille mål og rammer, hvori den skal foregå – mest så man da for pokker på én eller anden måde får skabt lidt struktur på det. Tænk her på de mange innovationsrum, der findes rundt om i organisationerne. Eller de strategisk velplacerede kaffemaskiner. Problemet er, at man med (for meget) struktur let kan dræbe det uformelle, fordi man har signaleret, at der nu pludselig er et formål med at være det. Og vupti, så er det gjort formelt, og dynamikken er gået tabt.
  • At træde ud i det uformelles dynamiske målløshed kan forekomme skræmmende, for dér råder uvisheden om, hvad der kan opstå; dér råder risikoen for, at der faktisk slet ikke opstår noget, du kan bruge; dér råder et brud med den effektivitetslogik, vi er opfostret med som vejen til vækst og gode resultater. Den nemmeste og hurtigste måde at reducere den angst på, som man oplever, vil være ved at gemme sig bag en indstuderet rutine, en struktur, det formelle – med andre ord at underkaste sig sit kontrolmonster.
Rane Willerslev og de magiske cirkler
Men hvordan kan vi så bygge bro mellem det uformelle og det formelle, så vi ikke dræber dynamikken fra det uformelle, og på den anden side heller ikke ender i kaos og vilkårlighed? Eller sagt på en anden måde: Hvordan kan vi slippe kontrollen på intelligente måder for at skabe nyt?

Professor i social antropologi, tidligere vildmarksjæger og nyudnævnt direktør for Nationalmuseet, Rane Willerslev, leverer et glimrende eksempel på, hvordan man kan oversætte disse centrale spørgsmål til praksis. Specifikt hvordan man får gjort forudsigelige møder til levende organisatoriske samtaler, hvor der for alvor bliver plads til uigennemtænkte ideer, som vejen til noget nyt. Endelig udgør han et stærkt eksempel på, hvorledes man kan udfordre en organisations kontrolmonstre og få adgang til det uformelles innovationspotentiale.

Rane fungerede som direktør for Kulturhistorisk Museum i Oslo i 2012, og som så mange andre kulturinstitutioner kæmpede museet med et image, der var stivnet, størknet og stagneret. En dødssejler – omdømmemæssigt og økonomisk – mere end et kulturpolitiks aktiv (Willerslev, "Tænk vildt", 2017). Man havde godt og grundigt mistet følingen med sit publikum, og som en konsekvens heraf var der flere museumsvagter end reelle besøgende.

Et af de centrale greb som Rane Willerslev – med stor succes – introducerede i forsøget på at gentænke og udvikle museet, var arbejdsformen "magiske cirkler". Inspireret af jukagirerne – et samfund af jægere fra Sibirien, som har eksisteret i tusinder af år, gav Rane med de magiske cirkler plads til at lægge rationaliteten lidt til side, for at lade interessante ting opstå (i modsætning til at stille sig op med sin power point-præsentation og envejskommunikere om konkrete effektiviseringsforslag og præcise planer for fremtiden).

 Jukagirerne mødes jævnligt, for at fortælle hinanden om alt hvad de har set og oplevet. Der tales uafbrudt, og på et tidspunkt forlader fortællingerne den konkrete hverdag for i stedet at omhandle ånderne, fortællingerne om forfædrene og de store jagtbedrifter – måske hjulpet på vej af lidt svampe og trommerytmer. Det er dette fokus på at tillade det uformelle, det irrationelle og tvetydige – hvor regler og formalia sættes ud af funktion, hvor der er et fravær af formelle forpligtelser og organisatoriske hierarkier, og hvor det løsslupne, uhøjtidelige og humoristiske er sat i førersædet – der udgør de grundlæggende ingredienser i Rane Willerslevs magiske cirkler.

Selv om det ikke lykkedes Rane, at opnå godkendelse til at servere alkohol til deltagerne i de magiske cirkler på Kulturhistorisk Museum – på trods af ihærdige anstrengelser – gik det nu alligevel. Helt lavpraktisk foregik de magiske cirkler på den måde, at en hvilken som helst medarbejder – via mail – kunne indkalde til en halvanden times magisk cirkel session med kort varsel: "Mød op i lokale x, klokken y, hvis du synes at denne idé lyder interessant". Idéen kunne være hvad som helst – fra det lavpraktiske og til det helt langt ude – blot den ikke var alt for gennemtænkt. Samtlige faggrupper og funktioner blev opfordret til at deltage på lige fod, men uden nogen form for tvang – al deltagelse var fuldstændig frivillig. På den måde fik man skabt en lang række innovative tiltag med synlig effekt på bundlinjen – og med Willerslevs egne ord: "Skamløst udnyttet noget tilsyneladende irrationelt til at skabe helt rationelle bundlinje-resultater".

Andre adgange til det uformelle
Rane Willerslevs inspirationsfyldte tilgang til at udnytte det uformelles kraft er blot ét eksempel på, hvordan man kan styrke sin innovation og kreativitet i organisationer. Der findes andre. Tricket er at acceptere 'rodet', og så kunne opstille rammer og løse – minimale – strukturer, der samtidig gør det muligt, at lade noget på forhånd uvist forme sig. En accept af at vi ikke aner, om det vi har gang i lige nu, kan vise sig at være effektivt eller føre noget anvendeligt med sig. Vi udforsker frem for at lede efter. Går på opdagelse frem for at gå ud for at finde.

Ud over at være inspireret af Rane Willerslev, når vi arbejder med det uformelle og innovation, finder vi også stor inspiration i for eksempel:
  • Mikronarrativer: Hverdagens små fortællinger eller betragtninger. Dem ved kaffemaskinen, ved cykelskuret, ved tilfældige møder på gangene. De rummer en masse guld, og ved at arbejde med dem på inspirerende måder, kan man få det guld frem i lyset. Vi er særligt inspireret af Cynthia Kurtz' Participatory Narrative Inquiry, hvor man skaber særlige rammer for, at hverdagsfortællingerne kan komme frem i lyset, blive udforsket og anvendt til udvikling og innovation.
  • Levende samtaler, v. kompleksitetsteoretiker Patricia Shaw: Shaw forsøger med sine levende samtaler at skabe grobunden for reelle organisatoriske forandringer – i modsætning til "døde", forudsigelige og formaliserede samtaler. Hendes tilgang er frisk og dybt provokerende for de fleste: hun er altid på jagt efter den minimale struktur, der skaber en forhøjet, men ikke ødelæggende, form for uvished og flertydighed, og som tillader maksimal autonomi, spontanitet og improvisation. Man kan kalde det en bevægelse ind i det ukendte for at højne chancerne for at skabe noget nyt.
  • Trahsing Sessions og Ritual Dissent: Er særlige metoder, der udnytter den kritiske kraft i organisationer. Glem det anerkendende og positive for en stund og brug så vores evne til at spotte fejl og mangler og uudnyttet potentiale. Den kritiske kraft er stærk, men det kræver som oftest lidt mere regelbundne processer at få det fulde udbytte. Vi anvender metoder inspireret af professor og hjerneforsker Vincent Walsh (Trashing Sessions) og David Snowdens Ritual Dissent.

Deltag i debatten

Retningslinjer for debat

Mest læste nyheder