Viden med værdi - dit faglige forspring

Tag sommerfuglene med på dit nye job
Foto: Colourbox
Ledelse & organisation Af
Jeg fik engang det råd, at man skal jagte sommerfuglene i maven. Sommerfugle repræsenter udvikling. Sommerfugle fortæller dig også, at der er noget på spil, som betyder noget.

Du har netop fået dit første eller næste lederjob. Med stoltheden over jobbet kan tvivlen stikke hovedet frem – Er jeg egentlig klar? Hvor hurtigt gennemskuer de mig? Den eurofiske begejstring suppleres med sommerfugle i maven. Så er det ligegyldigt, om du skal begynde dit nye job som administrerende direktør, afdelingschef eller som chef for et mindre team. I de fleste tilfælde afstedkommer alle tre situationer sommerfugle i maven, og de føles sjovt nok ens på trods af de forskellige titler.

  Jeg har oplevet gode og mindre gode begyndelser for nye chefer. Chefer som inspirerede fra første dag, og chefer der ikke fik en chance, fordi de aldrig trådte i karakter. Jeg kan se, at forskellen på en middelmådig første dag og en stærk begyndelse kan påvirkes med lidt forberedelse, en smule autenticitet og et par enkle virkemidler. Der skal ofte ikke så meget til, før at dine nye medarbejdere går hjem til familien og middagsbordet, efter din første arbejdsdag, og siger: "Hende den nye chef virker rigtig god, og havde noget på hjerte. Det skal nok blive godt..." i kontrast til "Hun gik rundt og hilste, og hun sendte en kort mail til alle, men jeg fik ikke rigtig noget indtryk af hende". I førstnævnte eksempel, har du allerede sikret dine nye medarbejderes nysgerrighed. Du har allerede skabt det indledende momentum.

Her er et par tiltag, som jeg har set virke, og som du kan overveje i forbindelse med et internt eller eksternt jobskifte.

Tiden op til første arbejdsdag
Hvis ikke du allerede har afstemt, hvordan succes ser ud, med din nye chef eller bestyrelse, så er det en god ide, fordi det billede kommer til at være styrende for din strategi og dine handlinger i de kommende år.

Begynd at kontakte dine key stakeholders. Stakeholders kan være ledergruppe medlemmer, nøglemedarbejdere og top 3 kunder. Samtalen kan være alt fra "Jeg vil bare hilse på dig" til indledende samtaler, som klæder dig på i forhold til rigets tilstand, strategi og organisation. Udover at disse samtaler kan være informative, så er du allerede begyndt på at opbygge vigtige relationer, inden du er startet.

Prøv at tegn konturerne til din overordnede master plan. Forhold dig til den information du har adgang til. Kig på overordnede megatrends i forhold til dine kunder, din industri og dit firma. Identificer de overordnede key issues, identificer overordnede vækst muligheder, og identificer kulturelle styrker og kulturelle sygdomme.

Brug alt den her information til at skabe din egen fortælling, og brug informationen til at italesætte dine indledende og meget overordnede strategiske tanker.

Forbered også din plan for de første 6 måneder, og hvordan den involverer dine medarbejdere. Vis hvordan du og din ledergruppe kommer til at arbejde med strategiudviklingen og andre vigtige projekter, og vis hvordan du kommer til at involvere medarbejderne i den proces.

Første dag på jobbet
Mange af dine nye medarbejdere har ventet på dig i flere uger eller måneder. De er spændte på, hvem du er. Din person kommer til at påvirke deres liv markant over de næste år.

Det gør det derfor ikke mindre vigtigt, hvilket førstegangsindtryk du giver.

 Stil dig op på ølkassen på din første dag eller i løbet af din første uge, med tilhørende sommerfugle i maven, og fortæl folk hvem du er, og hvorfor du har taget den her opgave på dig. Beskriv hvordan succes ser ud for firmaet, og løft sløret for nogle af dine overordnede tanker omkring retningen derhen.

Tricket er selvfølgelig at du balancerer detaljegraden rigtigt. Vis at du har ambitioner på firmaets vegne, og demonstrer at du har overblik over den overordnede retning. Anerkend hvad du ser af gode ting ved firmaet og medarbejderne i dag, og hav modet til at italesætte de ting, som skal fikses - og dokumenter gerne dine udsagn. Hvis du siger, at det skal være sjovere at gå på arbejde i firmaet, så dokumenter, for eksempel, din holdning med en medarbejdermåling, der viser at arbejdsglæden har været faldende de sidste år.

Brødrene Chip & Dan Heath fra henholdsvis Stanford og Duke University har dokumenteret, at efter en præsentation, så husker 63 pct. historier. Kun 5 pct. husker statistikker. Skriv derfor din fortælling, som en personlig tale og krydder den eventuelt med 10-15 visuelle slides eller filmklip. Drop bullet points og undgå mere en 5 ord per slide. Gør det levende, autentisk og mindeværdigt.

De næste 6 måneder
At gøre folk nysgerrige er vigtigt, men det er ikke en følelse som lever for evigt. Næste skridt er, at få skabt en fælles ambition blandt medarbejderne, og få formuleret en klar og tydelig strategi.

Omkring 5 pct. af alle organisationer implementerer deres strategier succesfuldt, mens 70 pct. af strategiske initiativer fejler i forhold til de opstillede målsætninger. De resterende 25 pct. har blandet succes, og møder ikke de udviklede strategiers fulde potentiale (kilde: forbes.com). Jeg har tidligere beskrevet en række årsager til dette.

Medinddragelse af medarbejde i strategiarbejdet har en kæmpe betydning for din succesrate. Dine medarbejdere, dine mellemledere, dine sælgere m.fl. er motoren i virksomheden, og hvis ikke du får dine medarbejdere med på jeres projekt, så kører jeres motor kun for halv kraft. Copenhagen Business School Leadership Lab siger følgende:
  • Når medarbejdere medinddrages, giver strategien ca. 70 pct. mere mening og værdi for den enkelte.
  • Når strategien er klart forstået og accepteret, føler medarbejderne sig 55 pct. mere handlekraftige, og giver ca. 65 pct. mere engagement.
  • Når nærmeste leder fastholder fokus på at gøre strategien til en del af hverdagen, giver strategien ca. 60 pct. mere effekt.
Det gælder om at få strategien til at leve i organisationen ved hjælp af medarbejderinvolvering og engagerende strategi kommunikation.
Det er derfor relevant at designe en strategiproces, der sikrer at medarbejdere inddrages. Ikke kun for at motivere dem, men i ligeså høj grad for at lytte til de personer, der oftere er tættere på kunder, markedet, leverandører m. fl. Det har jeg skrevet mere om her.

Brug ventetiden på at forberede din første dag på dit nye job og de næste seks måneder. Træd i karakter på din første dag. Vis retningen og gør dine medarbejdere nysgerrige. Involver dine medarbejdere i strategiudviklingen og strategieksekveringen de efterfølgende måneder.

Og husk at jage dine sommerfugle...

Deltag i debatten

Retningslinjer for debat