Viden med værdi - dit faglige forspring

Mindre kompleksitet? Vælg sårbarheden til!
Foto: Colourbox
Ledelse & organisation Af
Længslen efter at skabe en mere simpel organisation er stor. Alle steder synes kompleksiteten at vokse til stigende frustration for de fleste. Hvad skal vi gøre? Det spørgsmål bliver jeg ofte stillet som rådgiver for ledere. I starten fortalte jeg om de organisationer, som lykkes med at mindske kompleksiteten, men efterhånden er jeg stoppet med at svare. I stedet stiller jeg et modspørgsmål (ja - en af den slags irriterende typer). Så sidst jeg blev spurgt om vejen til en mindre kompleks organisation, var mit modspørgsmål: "hvordan går det med at acceptere din sårbarhed?" Den kvindelige topleder fortrød straks valget af rådgiver, kunne jeg se.

Derfor måtte jeg lige fortælle om baggrunden for spørgsmålet for at genskabe den gode stemning. Mellem mennesker og i organisationer er der uendelig mange udfaldsrum, som kan være svære at forudsige. F.eks. kan udfaldet af at nedlægge al målstyring eller gennemføre en større strategisk forandring være svær at forudsige. Mængden af både kendte og ukendte faktorer gør det komplekst. Den oplevede kompleksitet kan føre til, at vi ikke tør agere og i stedet ender med at argumentere irrationelt for det fantastiske ved status quo. Eller vi bliver ved med at bestille endnu en konsulentanalyse, hvilket ofte ikke hjælper beslutningstagningen, da kompleksiteten alligevel skaber en stor grad af uforudsigelighed.

En alternativ vej til at reducere kompleksiteten går derfor i sin enkelthed ud på at have tillid til udfaldet. Men med valget af tillid må vi også vælge sårbarheden til. Sårbarhed overfor bl.a. fejlvurderinger og de relaterede konsekvenser for de involverede personer. Det viser sig ofte i praksis at være langt sværere, end mange ledere, politikere og medarbejdere vil indrømme. Derfor bliver spørgsmålet om accept af sårbarhed ofte relevant.

Styr niveauet af sårbarhed mere bevidst
Spørgsmålet om sårbarhed handler mere præcist om, hvilket niveau af sårbarhed vi ønsker at acceptere. Der findes tillid og accept af den relaterede sårbarhed i alle organisationer og i alle relationer. Spørgsmålet er bare, hvor langt den rækker? Er niveauet passende eller hvad styrer egentlig niveauet? Logikken er i udgangspunktet enkel. Når vi har tillid til hinanden og til de beslutninger andre træffer, bliver det umiddelbart billigere at samarbejde, da vi ikke skal bruge tid og penge på kontrol og detaljeret styring af hinandens adfærd. Med en økonomisk forklaring hedder det, at transaktionsomkostningerne bliver mindre, når der er høj tillid, og dermed bliver vi mere effektive. Kunsten bliver derfor at reducere kompleksiteten mest muligt gennem tillid uden at forholde sig naivt til virkeligheden.

Der kan dog i organisationer synes at være en form for "naturlig" grænse for niveauet af sårbarhed. Ejerne af en privat organisation gør sig f.eks. sårbar i form af risikoen ved at miste den investerede kapital eller ikke få den attraktivt forrentet. Derfor er der i selskaber en bestyrelse, som kan føre en vis form for kontrol med ledelsen. En grænse for tilliden er således indført i selve selskabsstrukturen. Men da der er asymmetrisk information og begrænset tid til bestyrelsesarbejdet, er det svært i praksis for bestyrelsen af kontrollere ledelsen. Kompleksiteten optræder også her, hvorfor tilliden må vælges til og dermed niveauet af sårbarhed. Der er ingen naturlig grænse for sårbarheden, det bliver altid en vigtig evne kontekstafhængigt at kunne ramme det rigtige niveau.

Det samme gør sig gældende i den offentlige sektor, hvor politikerne må have en vis tillid til, at embedsværket og de offentligt ansatte gør et godt stykke arbejde og fremlægger den rigtige information, når der skal træffes politiske valg. Men sårbarheden bliver også tydelig her, da politikerne ikke ønsker at blive ramt af dårlige sager, som de har ansvaret for, og derfor indfører en lang række kontrolmekanismer og indberetningsforanstaltninger, som kan tage hånd om sårbarheden. En dårlig sag på et plejehjem i en kommune kan blive til nye indberetninger fra alle. Konsekvensen bliver, at alle i systemet betaler for reduktion af sårbarheden gennem den tid, der bliver brugt på potentielt overflødige kontrolsystemer. I stedet for at tale om afbureaukratisering af et system, hvis kompleksitet ingen længere kan overskue, skal fokus måske flyttes til niveauet af sårbarhed. Også borgerne må her acceptere, at politikerne reducere sårbarheden og være mere nådig i strafudmålingen, når tilliden ikke viser sig berettiget.

Muligheden for et modigt valg af sårbarhed står til rådighed for alle. Har du valgt det rette niveau?


Deltag i debatten

Retningslinjer for debat