Viden med værdi - dit faglige forspring

Digitalt mindset fra topledelsen skal drive den digitale transformation
Foto: Colourbox
Innovation Af ,
Digitalisering og digital transformation er blandt de vigtigste tendenser, der rammer alle typer virksomheder og offentlige institutioner i dag. Hvad er vores digitale vision, og hvilken rolle vil vi spille i fremtiden? Hvad rammer os på den korte bane, og hvad er konsekvensen, hvis vi ikke får sat strøm til den digitale forretning hurtigt nok?

De fleste virksomheder har forstået, at man skal digitalisere sin forretning og tilbyde mere digitale ydelser, hvis man ønsker en konkurrencedygtig organisation, der kan overleve på lang sigt. Nogle gange ligger den vigtigste indsats i at hente nye kompetencer eller nye medarbejdere med digital baggrund eller mindset, og nogle gange er der behov for en helt ny måde at organisere sin forretning på.

Men det starter helt konkret med at sætte spotlight på, hvordan kundeadfærden og kundernes behov i ens branche vil se ud i fremtiden. Hvordan ser eksempelvis fremtiden for forsikring ud, hvis vi ikke ejer biler, og vores vigtigste ejendele er koblet på Internet of Things? Vil kunderne efterspørge on-demand forsikring, som automatisk aktiveres og deaktiveres afhængig af ens aktuelle adfærd? Vil de forvente helt at undgå skader og ikke "blot" blive økonomisk kompenseret?

Uanset branche, bør virksomheden i virkeligheden starte med at udarbejde en strategi for, hvilken position man ønsker om 2-3 år. Hvilke ydelser man skal udbyde, og hvad den fremtidige value proposition bør være.

CXO'erne er uenige om målet med digitalisering
Virksomhedsledelsen vil gerne igangsætte digitalisering og transformationsprojekter, men udfordringen er, at de ofte har vidt forskellige opfattelser af, hvad digital transformation er, og hvad man bør prioritere. CFO'en har typisk fokus på digitalisering eller optimering af processer, der skaber omkostningsbesparelser; CMO'en vil styrke kundeoplevelsen; CIO'en vil anvende nye teknologier og innovation til at ændre forretningen; og CEO'en er ofte den visionære, der både ser nødvendigheden i at optimere processer på kort sigt og transformere sin forretningsmodel og ydelser ved brug af nye teknologier, hvis man skal overleve på den lange bane.

Den enkelte virksomheds digitaliseringsrejse kommer derfor hurtigt til at foregå i siloer uden klar retning eller tidshorisont, og man risikerer at fokus er på sporadiske pilotprojekter, som ikke nødvendigvis giver forretningsværdi. Udgangspunktet bliver opportunistisk fremfor strategisk, og virksomhederne risikerer at komme bagud, når en samlet ledelse ikke har en klar ambition og fælles retning på den digitale transformation. Alternativt afventer man positive resultater hos konkurrenter, før man selv kaster sig ind i den digitale rejse – og så kan det jo være for sent at nå med i kapløbet.

CEO'en skal accelerere den digitale innovation
Så hvordan forener man ønsker og perspektiver fra hele ledelsesgruppen og sikrer enighed om forventninger og ønsker? Ledelsen skal med udgangspunkt i forretningsstrategien fastlægge den digitale vision og strategien for at nå målet. I dette arbejde skal ledelsen forholde sig til den digitale udvikling af forretningen på kort sigt (core), mellemlangt sigt (adjacent) og længere sigt (transformational).

De enkelte forslag til digitale initiativer fra CxO'erne kan prioriteres i lyset af hvor virksomheden ønsker at være om 5 år, initiativernes bidrag til virksomhedens udvikling og den værdi, som initiativerne kan levere. 

 


Ledelsen bør overveje, hvad der skal til for at holde virksomheden konkurrencedygtig på kort og mellemlangt sigt. Hvor kan vi innovere ydelser, så vi er friske og interessante men uden at ændre vores forretning radikalt?

Endnu vigtigere er det, at fastlægge virksomhedens position og marked set i et langsigtet perspektiv. Hvilke initiativer skal vi igangsætte nu for at skabe denne position over de næste 5 år. Da det ofte vil kræve radikale forandringer og nytænkning, kan ledelsen overveje at opbygge et digitalt innovationsmiljø, som inden for nogle veldefinerede rammer udvikler og tester nye ydelser og løsninger af, som eksempelvis Danske Bank har gjort med Mobilepay.

Sidst men ikke mindst er det vigtigt at afsætte en investeringspulje, der dirigeres ind i en portefølje af initiativer – gerne med en 70 pct. - 20 pct. - 10 pct. fordeling af midlerne, således at 70 pct. allokeres til udvikling af den eksisterende kerneforretning, mens 20 pct. allokeres til udvikling af tilstødende forretningsområder og de resterende 10 pct. i udvikling af radikalt nye forretningsområder eller markeder. Allokeringen bør afspejle sektorens digitale modenhed og forandringshastighed samt organisationens kompetenceniveau, risiko-appetit og digitale ambition.

Det kræver et digitalt mindset
Når den digitale vision er på plads, og initiativerne afstemt og prioriteret, oplever vi, at virksomheder for alvor tager digitale kvantespring på kort tid. Men ledelsen skal udvise mod til at gå ind i digitaliseringskapløbet. Udviklingen går så stærkt, at det kan have langt større konsekvenser for forretningen at afvente markedets respons. Man skal udvise mod til at teste i markedet tidligt – også selvom produktet ikke er helt færdigt. Og så skal man turde skrotte et projekt og arbejde videre med et andet, hvis man ikke opnår det ønskede resultat. Man kan med fordel involvere sine kunder og ambassadører, som man kan co-create med. Og man skal acceptere, at man ikke har svarene på forhånd.

Det er desuden helt afgørende at få skabt et digitalt mindset hos ledelsen og hos bestyrelsen. Få bestyrelser har i dag de rette kompetencer til at drive en forretning i en digital retning. Enten går den digitale udvikling over hovedet på dem, og selvom de har forstået nødvendigheden af at tænke mere digitalt, favner deres erfaring og rådgivningskompetence ikke altid de nye tendenser. Det er derfor ikke kun ledelsen, men også bestyrelserne, der bør sammensættes, så de har digitalt kompetente ressourcer med. Også bestyrelsen skal være klar til at blive opgraderet.

Der er således behov for et digitalt mindset hos ledelsen samt modet til at træffe de rette valg, hvis man skal lykkes i det digitale kapløb. Man skal skabe en kultur, hvor mod og innovation lever, og hvor man tillader fejl. Så er man godt på vej.


Deltag i debatten

Retningslinjer for debat

Mest læste nyheder