Viden med værdi - dit faglige forspring

Mestrer du indsigtsfuld (selv)ledelse?
Foto: Colourbox
Ledelse & organisation Af
Hvad er nøglen til god ledelse? Der er uendeligt mange svar på dét spørgsmål, men jeg vil slå et slag for en kompetence, som i min optik får alt for lidt opmærksomhed: Indsigt.

Hvis indsigt var en kernekompetence hos flere mennesker, ville vi undgå mange af de udfordringer, arbejdspladser kæmper med i dag: stress, mistrivsel, konflikter, sygefravær og ringe engagement. Jeg skriver med vilje "mennesker", ikke "ledere", for indsigtsfuld ledelse er bestemt ikke forbeholdt formelle ledere. Indsigtsfuld ledelse er en grundlæggende tilgang til at lede både dig selv og andre, hvad enten disse andre er ledere, medarbejdere eller kolleger.

Pointen er, at du skal øge din indsigt og bruge den aktivt i din kommunikation og interaktion, fordi det højner motivationen og produktiviteten på både individuelt og organisatorisk niveau.

Men hvad er indsigt?
Indsigt kan defineres som en forståelse af indre sammenhænge. Det er ikke eksakt viden, men en evne til at gennemskue de mønstre, der ligger bag menneskers måde at agere på - med bevidstheden om, at også disse mønstre er foranderlige. Forudsætningen for at bedrive indsigtsfuld ledelse er således, at du tør erkende flygtigheden af din viden: Det eneste, jeg ved, er at jeg intet ved, som Sokrates siger.

At lede med indsigt bliver en endnu mere værdifuld kompetence i en kompleks verden, der på én gang kræver forståelse for global udvikling og for individers drivkræfter. Det kræver en dobbeltsidet kompetence:
  1. At kunne brede perspektivet ud og navigere efter usandsynlige og uforudsigelige strømninger
  2. At kunne zoome helt ind og forholde dig til en enkelt persons verdensbillede og følelsesliv

Indsigtsfuld ledelse handler således om at træne både dit udsyn og dit indblik. Nøglen er en kombination af det store overblik og en fintunet fornemmelse for præferencer og adfærdsmønstre.

Hvilken farve har dit verdensbillede?
For at udvide vores indsigt må vi først blive bevidste om, hvilken nuance vi selv ser verden i. Jeg plejer at bruge den metafor, at alle mennesker går rundt med et par farvede briller, som giver vores verdensbillede en bestemt nuance. Vi opdager ikke, at vi ser verden anderledes end andre, før vi begynder at lytte efter og være nysgerrige på andres perspektiv. Det sker som regel først, når vi oplever uoverensstemmelser, eller måske blot en undren, som fortæller os, at der er en diskrepans mellem vores og andres måde at betragte en sag på.

For at blive bevidst om, hvilken nuance dit verdensbillede har, kan du lægge mærke til situationer, hvor du bliver stødt, forarget eller frustreret – eller hvor du på et splitsekund fatter sympati med et andet menneske. Hvad er det, personen gør eller siger, som enten skurrer eller passer som hånd i handske i dit verdensbillede?

I sådanne situationer vil du kunne spotte de værdier og overbevisninger, der – på godt og ondt – former dit mindset og din interaktion med andre. På den måde får du et udgangspunkt for at se uden om dine egne filtre og få indsigt i andre menneskers perspektiv.

Tør du se verden i et nyt lys?
Når du bliver opmærksom på dine egne filtre, er næste skridt at blive nysgerrig på, hvilken nuance andre menneskers verdensbillede har. Des større indsigt, vi har i andre måder at se verden på, des mere styrker vi vores repertoire af forklaringsmodeller og dermed vores evne til at bevæge os mellem flere synspunkter. Vi styrker vores empati, om man vil.

Nogle mennesker har en veludviklet empati eller intuition og vil finde det naturligt at bedrive indsigtsfuld ledelse. For andre er det en kompetence, som skal trænes. At lede med indsigt kræver andet og mere end at være en god lytter eller en god rådgiver. Det kræver et bredspektret indblik i, hvad der former andre menneskers tanker og adfærd, samt evnen til at koble indsigten med, hvad du oplever i en konkret interaktion. Er dit repertoire af forklaringsmodeller for smalt, eller dit eget verdensbillede for dominerende, vil du misforstå andre – og selv blive misforstået. Det skaber konstante, ofte knap synlige, spændinger, som udhuler motivationen og produktiviteten.

Du vil ikke komme til at forstå alt – og det er heller ikke nødvendigt. Det afgørende er, at du er åben for nye forklaringsmodeller og opsat på at udforske de muligheder, du opdager undervejs. Målet er at få øje på egne og andres oversete styrker, så du gennem din (selv)ledelse kan udfolde det ofte uudnyttede potentiale i menneskers forskellighed.

Er du klar til at tage skyklapperne af?
At bedrive indsigtsfuld ledelse kræver, at du arbejder på at mindske dine blinde vinkler og kaste lys over din måde at kommunikere og interagere på. Du må forlige dig med, at alt, hvad du gør og siger, afføder signaler - bevidste og ubevidste – som påvirker modtagerne (de tilsigtede såvel som utilsigtede).

Formålet er ikke at ændre det, du gør. Formålet er, at du undgår at lade humørsvingninger og vaner styre, hvor meget værdi du får ud af dit arbejde. En øget indsigt i egne og andres adfærdsmønstre, og ikke mindst de bagvedliggende intentioner, sætter dig i stand til at se bag om de følelser og handlinger, der er synlige på overfladen, og i stedet afstemme din kommunikation og interaktion med de bagvedliggende virkeligheder.

Når du begynder at lette på skyklapperne og få et mere nuanceret perspektiv på din interaktion med andre, vil du opleve færre misforståelser, spændinger og skjulte dagsordner. Det vil spare tid og energi, der ellers går på fnidder og småfornærmelser – og der er sandsynligvis mere af det, end du tror! Det er den slags, der kan æde en organisation op indefra. Vi taler ikke om åbne konflikter, tårnhøjt sygefravær eller tydelige stresssymptomer, der kalder på at blive behandlet. Vi taler om det, der findes under overfladen, og som skaber mistrivsel og modstand, der langsomt dræber engagementet og underminerer præstationsniveauet.

Fra indsigt til effekt
For at få reel effekt dit arbejde med indsigtsfuld ledelse må du skabe rum til at styrke indsigten blandt dine kolleger og medarbejdere. Det kræver, at der er plads til at tale sammen om andet end opgaver og ressourcer – og til at reflektere over de aha-oplevelser, der følger med. Her er et par bud på, hvordan du gør i praksis:
  • Prioriter "mellemrummene" i arbejdsdagen, hvor I har mulighed for at se hinanden i et nyt lys. Det kan være den løse snak ved kaffemaskinen, en refleksionsøvelse på et møde eller lejlighedsvis interaktion på tværs af funktioner og afdelinger.
  • Tænk over, hvordan du bruger de små formelle og uformelle møder i hverdagen. Touch points, som Nørgaard og Conant kalder dem i deres bog af samme navn. Du kan udnytte disse touch points effektivt ved at afsætte tid – blot nogle minutter hver dag kan gøre det – til at tale om løst og fast med kolleger eller medarbejdere, uden at det er rammesat af et formelt møde eller en konkret opgave.
  • Husk at udfordre de uudtalte antagelser og stille spørgsmål, der måske ikke findes klare svar på. Næste gang, du fanger dig selv i at tænke "jeg regner da med..." eller "man må da gå ud fra, at...", så prøv at undersøg, om din antagelse er korrekt. Stil dig selv spørgsmålet: Hvilke antagelser gør mig så sikker på, at jeg kan regne med X og Y?
  • Efterhånden kan du tage næste skridt og stille folk omkring dig spørgsmål, såsom "Hvad tænker du egentlig om at..?", eller den endnu mere vovede "Hvad fik dig til at gøre sådan?".

Vil du mestre indsigtsfuld ledelse, må du invitere dig selv ind i andres virkelighed og turde handle på dét, du opdager. Indsigten alene skaber ikke nye resultater. Ledelsesdelen af indsigtsfuld ledelse handler om at skabe de rette betingelser for at udfolde nye aspekter af dit eget og andres potentiale. Om at skabe synergi mellem forskellige styrker og perspektiver, så helheden bliver større end summen af konkrete kompetencer.

Når du bliver i stand til at se rundt om de nuancer, der farver dine egne briller, og får øje på de utallige andre nuancer, bliver dit verdensbillede langt mere farverigt. Det gør ikke verden nemmere at håndtere – tværtimod, så opløser den mange af de mentale kasser og kategorier, du bruger til at få greb om virkeligheden. Men du får en mere fintunet fornemmelse for menneskers motiver, i kombination med en klar forståelse for, hvordan motiver og handlinger påvirker hinanden. Dermed bliver din evne til at lede dig selv og andre bliver langt, langt stærkere.

Så hvad er det næste touch point, du kan bruge til at øge din indsigt?

Deltag i debatten

Retningslinjer for debat

Mest læste nyheder