Viden med værdi - dit faglige forspring

Hvordan ville børn drive din virksomhed?
Foto: Colourbox
Innovation Af ,
For nylig priste nogle meget erfarne bestyrelsesmedlemmer en virksomhed fordi ledelsen var helt uden erfaring...! Det var ikke Silicon Valley, men tunge danske bestyrelsesfolk, som havde sat deres sparepenge ind et sted helt ubelastet af erfaring. Det er værd at tænke over...

Jeg møder jævnligt folk der næsten mener at verdens største virksomheder som Google og Facebook er drevet af børn... Men så bør man lige kigge på aktiekurser og vækstrater for et reality check... Hvem skulle du have givet dine sparepenge for 5 år siden - Oticon eller Google? Mærsk eller Facebook? COOP eller Amazon...?

Pointen er at fordelen gradvist rykker fra erfaring til ungdom. Det kan være smerteligt at se på, svært at forstå, karriere-forstyrrende eller bare træls. Men det går ikke væk uanset om vi kan lide det eller ej.

Og hvad skyldes den balance-forskydning så? Følgende forhold kan forklare dette fænomen:
  • Det altid stigende forandringstempo favoriserer mere og mere nytænkning fremfor erfaring og tradition
  • Ny teknologi favoriserer dem der er vokset op med det, i stedet for dem der skal lære det
  • Handlekraft og eksekvering er stigende på ledelsesagendaen
  • De unge kunder (både private forbrugere og BtB-ansatte) får større købekraft
  • Betydningen af branche-erfaring smuldrer – fordi den kan skaffes i netværk og fordi mange brancher er nye eller fornyede af branche-glidning
  • Disruption og digitalisering nulstiller og udvisker mange erfaringsfordele
  • Du bliver selv ældre uden at opdage det...
Tag for eksempel et lærerværelse på en folkeskole eller en bankfilial. Her er status og hierarki bygget op omkring erfaring og relationer. Men nye teknologier vender det på hovedet. Pludselig er det de yngste som er mestrene...

Hvad betyder det så for en etableret virksomhed? Jo der er 5 vigtige spørgsmål man med fordel kan stille:
  1. Hvordan åbner vi dørene for input fra digitale indfødte, unge iværksættere eller generation Y? Deres input skal på bordet i udvikling og Business Development! Måske har vi allerede adgang til dem (f.eks. elever) men hvordan får vi givet dem en stemme? Hvordan får vi organisationen til at lytte?
  2. Hvilken retning ville vores virksomhed tage hvis den kun blev drevet af folk under 30? Tag for eksempel en kapitalforvalter med erfaringsbaseret stock-picking, analyser og kundedialog. Hvis den blev overtaget af unge ville de måske automatisere det hele så der sad 5 kunstig-intelligens eksperter med investerings-robotter - og salget ville måske foregå via de sociale medier? Det kan i øvrigt stadig være relationelt – ofte møder jeg den misforståelse at digitalt er uden relationer. Men masser af eksempler, som mBank og iGaranti, der modbeviser dette – digitalt kan faktisk engagere mere og give stærkere relationer end dyr (og sjælden) personlig kontakt. Hvor meget synes du for eksempel at din banks filialer engagerer dig...?
  3. På hvilke poster ville vi få mest ryk/udvikling/eksekvering hvis vi skar 15 år af gennemsnitsalderen?
  4. Hvordan sikrer vi at bestyrelsen får moderne input om ny teknologi fra iværksættere og digitale indfødte?
  5. Hvad ønsker unge kunder af os? Og hvordan positionerer vi os hertil?
Det er vigtige spørgsmål at drøfte i direktionen, afdelingsledelsen og bestyrelsen... men pas på "group-think" hvor man bare bekræfter hinanden i at vi gør det helt rigtige eller at udfordringen ikke rigtigt vil ramme os. Det er næppe dine ældre medarbejdere der skal besvare spørgsmålene... I skal lade jer udfordre.

Betyder det så, at I skal skylle al erfaring ud med badevandet...? Nej bestemt ikke. Det som er løsningen og det helt store trick her er både-og.
  • Hvordan får vi erfaring og ungdom til at gå hånd-i-hånd?
Og det er præcis hvad eksemplet i starten handler om – kombinationen af ung ledelse og erfaren bestyrelse.

Andre modeller kunne være at teame folk op - erfaren/ung. At give alle over 45 år en ung mentor. Måske delt afdelingsledelse. Job-bytte. Netværksorganisation. Ungt innovations-panel. Venskabs-organisation med et start-up... osv... Der er masser af modeller og muligheder.

Det vigtigste er at I erkender balance-skiftet og finder jeres model - for det går ikke væk. Tværtimod. 

Deltag i debatten

Retningslinjer for debat