Viden med værdi - dit faglige forspring

Overformynderiet dræber de unges innovation
Innovation Af
Innovation og disruption er det helt store buzzword i disse måneder – jeg har dog svært ved at finde voksne jobkandidater der tør at hoppe ud i en udfordring uden et sikkerhedsnet med dobbelttråd og deres forældres samtykke.

Begrebet disruption har endda fået sit eget råd og skabt nye faste stillinger i det ganske land til innovations- og disruptionschefer (som jeg ikke håber bliver 10 år i jobbet, for det ville selvsagt gå imod hele konceptet). Det er nu ikke det jeg anfægter i dette opråb, som er henvendt til ungdommen.

Når jeg har kandidater til jobsamtale leder jeg ikke nødvendigvis efter et cand. geni fra landets bedste universiteter med en forventning om at de skal sætte sig ned og opfinde et koncept som MobilePay eller Jubii.dk. Jeg leder blot efter nogen med forretningsforståelse, det rette mindset og gå-på-mod. Langt de fleste kandidater jeg har til samtale fortæller lidt om deres uddannelsesmæssige baggrund, deres passion for at arbejde for os og spørger selvfølgelig ind til virksomhedens kunder og det daglige arbejde. Jeg lytter altid til den måde de har framet sig selv på – og de er dygtige, her har vi for alvor en generation, som har forstået selviscenesættelsen og dets værdi.

Der hvor samtalen som oftest tager en drejning, er ved spørgsmålet om hvad de kan gøre for os og hvordan vi sammen kan løfte det. I kommunikationsverdenen kunne det f.eks. være at sælge medietræning, SoMe-workshops, branding osv. og kandidaterne er (dybt objektivt set) altid eksperter på en af disse områder. Derfor får de altid til opgave at gå hjem og skrive lidt om et produkt de kunne "sælge" i vores virksomhed og levere tilbage, når det passer dem. De får også at vide, at vi efterfølgende kan kvalificere det sammen og se om det kan flyve (altså om der er en potentiel kunde at hente til denne service).

Vi er en mindre virksomhed, og ved at det kan være fatalt at hyre katten i sækken og stå tilbage med en medarbejder med meget lidt forretningsforståelse og initiativtagen.

Jeg oplever gang på gang, at kandidaterne ikke levere så meget som fem linjer om hvilke bidrag de kunne komme med til virksomheden, eller en idé eller kompetence der kunne sælges. De skriver måske en række opfølgende mails om hvorvidt vi skal tage en kop kaffe mere eller lignende – og der er tilmed en kandidat der har ringet til mig med svaret "at hun blev nødt til at drøfte med sin far" om det var smart med eventuel vidensdeling eller produktide, i tilfælde af at vi ville tage ideen og ikke hende.

Hvis vi søger nogen der vil tage ansvar og udfordringer, så skal vi virkelig lede længe. Og hvorfor? Jeg aner det ikke, men jeg har et par umiddelbare bud.

Det er samfundets skyld
Det er titlen på en TV2-sang og det er en frase, som ofte bruges af socialt udsatte, i dette tilfælde vil jeg dog bruge det til at slå et slag imod det overformynderi staten og forældrene pålægger deres børn.
Jeg synes at vi skal dvæle et moment ved en kvinde, som jeg ellers har stor respekt, men som engang sagde noget virkelig tosset: "ingen skal lære det, som ikke alle kan lære" (citat af Ritt Bjerregaard). Alle kunne godt se det uambitiøse i den sætning for år tilbage - og jeg håber også at mange i dag er forargede over at flere politiske partier forsøger at sætte samme dagsorden på agendaen i forhold til fri- og privatskoler over hele landet, under dække som inklusion og samfundsansvar.

Dette er ikke et forsvar for private skoler, men et tegn på at vi som samfund dræner diversiteten, ambitionerne og jævner niveauet, samt ambitionerne blandt den danske ungdom. Der er sgu da ingen der KUN vil leve af den klassiske grovhakkede leverpostej?

Innovation i leverpostejstyranniet
Der bliver ikke taget chancer og hænderne sidder solidt limet i et hårdt kryds rundt om kroppen. Det handler ikke så meget om hvad de kan gøre for virksomheden, men hvad virksomheden kan gøre for dem. Det er helt fint på mange arbejdspladser, men jeg savner innovation og disruption hos de mange unge nyuddannede kommunikationsfolk, jeg har til jobsamtaler. Og jeg savner det generelt i Danmark. Vi kan ikke leve af en leverpostejsindfarvet masse, som kun fungerer i deres komfortzone. Vi hiver ambitionerne ned i kassen, som samfund og som forældre.

Hvis vi som virksomheder skal overleve i en verden med stadig større konkurrence og agilitet, så skal vi stå tidligt op og turde satse på vores ideer. Vi skal tage en uddannelse og være dygtige – men vi skal også turde tage en chance og gå efter den. Hvis vi ikke selv tror på det, hvem skal så og hvordan vil vi overbevise dem? Og det kan godt være at man brænder fingrene på vejen, men hvis man sidder passivt tilbage eller som voksen endda sidder og venter på forældrenes accept, så kan jeg love de unge – at så sker der i hvert fald intet.

Deltag i debatten

Retningslinjer for debat

Mest læste nyheder