Viden med værdi - dit faglige forspring

Tidssvarende strategi
Foto: Colourbox
Strategi Af
Forleden talte jeg med direktøren for en af Danmarks største finansielle virksomheder. Bestyrelsen havde bedt om at han udarbejdede en ny strategi for de kommende 3-5 år, "og" spurgte han "hvordan gør man lige det, når hele den finansielle sektor undergår så store teknologiske og markedsmæssige forandringer, som vi gør?". "Altså disruption og alt det der?", spurgte jeg. "Netop" sagde han.

Ja. Netop siger jeg også. Hvordan udvikler man egentlig strategi, når det hele bumler og brager med nye teknologier, nye forretningsmodeller og alt det der? En måde er naturligvis at lade være. At sige at det der med en strategisk plan for de kommende 5 år er so last millennium, og kun var relevant og nyttigt i gamle dage da forretningsbetingelserne var forudsigelige og lineære. Og det er de jo ikke længere for de fleste af os. En anden tilgang som desværre ses i disse år, er at opføre det store strategi teater, hvor vi alle lader som om det med strategiudvikling betyder noget og stadig virker – men hvor alle ved at det ikke gør. Det bliver strategi der rimer på fyrværkeri: Masser af lyd, flotte farver men ingen langsigtet effekt.

Endelig, og tak for tålmodigheden, er der den rigtige måde. Den tilgang til strategi, der afspejler uforudsigeligheden i omverdensbetingelserne. Helt kort handler det om tre væsentlige dogmer, der gør strategiarbejdet tidssvarende. De kan illustreres ved at kigge på hvordan Rejseplanen gjorde det.

Rejseplanen kendes af de fleste danskere. Virksomheden udbyder en mobilitetsløsning, der gør det muligt for brugerne at finde den hurtigste, billigste og bedste kollektive transportløsning fra A – B. Rejseplanen er særdeles populær blandt brugerne, som der i øvrigt bliver stadig flere af. Rejseplanen er således blandt de allermest uundværlige apps hos Danskerne.

Da Rejseplanen stod foran at udvikle en ny strategi var det åbenlyst for alle at den traditionelle metode med "hvor er vi?", "hvor vil vi hen?" og "hvordan kommer vi derhen?" ikke virker. Primært fordi Rejseplanens omverden er under stor forandring. Det gælder eksempelvis i form af store internationale teknologi-virksomheders interesse i mobilitetsområdet, nye rejseformer, nye primært mobile betalingsmodeller, nye krav om mobilitet fra brugerne, nye teknologier. Ja nye alle-ting. Samtidig er det meget usikkert hvor disse store forandringer fører hen. Det der vides med sikkerhed er kun at alt ikke bliver som det er.

Rejseplanens ledelse og bestyrelse besluttede derfor at de ville arbejde anderledes og mere tidssvarende med det strategiske. De anvendte tre primære grundprincipper:
  1. Design fremtiden. I stedet for at forsøge at forudsige fremtiden gennem en lineær fremskrivning af fortiden, valgte Rejseplanen at starte processen med at designe et antal mulige, attraktive og brugbare strategier, som kunne være relevante for Rejseplanen. Altså et design af fremtiden. Disse mulige strategier beskrev hver især brugernes oplevelse ved en given strategi for Rejseplanen. Disse designede strategier blev drøftet af bestyrelsen, der valgte de mest attraktive.
  2. Test strategien. I stedet for at skrive strategien helt færdig, dokumentere alle vinkler og afdække alle mulige risici, så testede Rejseplanen dele af strategien i mindre regionale udrulninger mens man stadig diskuterede den. Organisationen arbejdede med en form for strategi prototype, som man gik "live" med, og hvor man dermed fik en hands-on og virkelighedsnær forståelse af, hvordan strategien i praksis virker – eller ikke virker.
  3. Bruger-oplevelsen i fokus. Rejseplanen holdt konstant brugerne i fokus i alle dele af strategiarbejdet. Der blev arbejdet med arketyper, brugersegmenter og mange dialoger handlede om hvordan brugerne ville opleve forskellige dele af strategien.
Rejseplanen valgte en tidssvarende tilgang til strategi. Det kom der en inspirerende, konkret, ambitiøs, bruger-fokuseret og motiverende strategi ud af. Strategien bygger ikke på en detaljeret og datafokuseret analyse af fortiden men på et fremtidsorienteret design af hvad Rejseplanen gerne vil levere til brugerne.

Så tænk på det næste gang du forundres over hvor godt Rejseplanen virker. Det er med vilje, og de tænkte på dig da de besluttede det.

Deltag i debatten

Retningslinjer for debat

Mest læste nyheder