Viden med værdi - dit faglige forspring

Interview: Hun er toplederens vej til restitution og pauser
Ledelse & organisation Af
Interview med vejleder og spirituel lærer Marie Kronquist

Hun er svær at komme uden om i ledelsesbilledet. Hun underviser i meditation på landets største arbejdspladser, og så tilbyder hun et hemmeligt tilflugtssted for ledere, som har givet op på traditionelle lederuddannelser. Marie Kronquist er i øjeblikket en efterspurgt rådgiver på den danske ledelsesscene. Jeg møder hende til et interview om ledelse i et arbejdsliv, hun bestemt ikke ønsker at kalde moderne.

Hun er oprindeligt professionel basketball spiller, har flere år på det danske landshold og har en professionel karriere i Portugal og England bag sig. Hun blev siden uddannet politibetjent, men en hændelse i tjeneste fik hende til at stoppe karrieren inden for Politiet. I stedet rejste hun ud til Indien. Her har Marie Kronquist brugt år på at lære om spirituelle og meditative veje til en ny livsførelse. I dag viser hun vejen for andre, som ønsker et bæredygtigt (arbejds)liv, i et vestligt samfund hun beskriver som accelererende. Når hun ikke er ude på de danske arbejdspladser, er hun til at finde i hjertet af København. Hendes kontor er småt, interimistisk, tilbagetrukket og huser alene to stole. En gul og en grå. Vi befinder os i det smukke og æstetisk smagfulde kontorhotel i Zieglers Gaard, Office Club, hvor agendaen er et interview om arbejdsliv og ledelse. 

 


Hvad er det, at de topledere du møder, efterspørger?
De efterspørger et rum, hvor der ikke er noget på spil. Hvor de ikke skal præstere, eller agere ud fra en præstations- og topposition. Mange af dem har lange uddannelser, taget ledelseskurser og gennemført MBA. De omgiver sig med dygtige HR-folk, rådgivere og coaches. Alligevel oplever de, at der mangler noget i deres liv. Flere af dem har arbejdet med sig selv i årevis. Fået rådgivning eller taget mere lederuddannelse. Problemet er bare, at der i coaching- og rådgivningsmetoderne ofte befinder sig en grundlæggende antagelse om en fremaddrevet proces. En forestilling om, at der skal ske en fremdrift fra A til B. I min praksis er der intet, vi skal opnå. Ingen fremdrift eller progression. Blot tilstedeværelse. Det er netop dette fravær af fremdrift, og evig higen efter vækst og nye mål, som lederne opsøger her. Nogle af dem som kommer, har haft stresssymptomer i årevis, været til egen læge, gennemført behandlingsforløb hos psykolog og har været omkring sundhedsvæsenet. Når de kommer her, oplever de, at de stadig ikke har fundet en mening med livet. At der stadig er brug for noget, som skal fuldes ud. Ofte udtrykkes det som en søgen. En længsel efter klarhed, dybde og mere indsigt. De efterspørger helt grundlæggende noget andet, noget mere og noget som de ikke tidligere har kunne finde eller opnå i den verden, de kommer fra.

Hvad er det for en rejse, du tilbyder de ledere, du møder?
Når jeg møder ledere, så er de ofte et sted, hvor de opfører sig som vilde heste. Heste som skraber uroligt i mulden, fordi de vil frem så hurtigt som muligt – og hele tiden videre og videre. Vi er altid på vej videre og ofte uden at vide hvorhen. Min opgave er ofte at holde lidt i tøjlerne. Vi er så kodet til, at vi som mennesker skal frem, at vi skal præstere og etablere progression for hver en pris. Vi forsøger derfor at skabe et rum, hvor det er helt legitimt at ønske noget mere, men hvor vi først og fremmest arbejder på, at acceptere det som er. De ledere som kommer her, er som resten af samfundet overkvalificerede, når det handler om ledelsesmetoder, CBS-litteratur og strategier som skal bringe organisationer og mennesker videre. Problemet er, at de aldrig har lært ikke at multitaske. At de ikke har lært, at for at kunne give verden og dem omkring os noget som helst, så må vi først og fremmest kende os selv. Jeg følger lederne på daglig basis, og træner sammen med dem. Det kan være at vi mediterer, sidder i stilhed, går eller samtaler. Det vigtige er, at vi etablerer pauser, hvor det er fuldstændig legitimt bare at være i det som er, her og nu. Meningen med livet er på mange måder langt mere simpelt end det vores materielle tilværelse tilbyder os. Livet kan handle om at spise en banan og drikke et glas mælk sammen. Det behøver ikke fylde mere end det. Helt grundlæggende er det en rejse ind i simplicitet, hvilket står i skærende kontrast til den komplekse og tempofyldte verden, vi ellers er en del af.

Hvordan vil du beskrive det moderne arbejdsliv?
Jeg tror desværre ikke, at jeg vil beskrive arbejdslivet som moderne. Vi har gennem mange år proppet tiden med flere og flere aktiviteter, og mere og mere vi skal gøre inden for samme tidsenhed. Vi har derfor også glemt at gøre en ting ad gangen i arbejdslivet. Glemt vigtige elementer i livet som refleksion, tilstedeværelse, stilhed, pauser, restitution. Vores forsøg på at multitaske og gøre mest muligt på kortest mulig tid, har spillet fallit, og alt for mange mennesker er i dag syge med stress og belastningsreaktioner. Vi er som mennesker blevet overloaded. Arbejdslivet repræsenterer i dag en mangel på tilstedeværelse og en mangel på nærhed og accept af det øjeblikkelige. I stedet skal vi være på hele tiden, være online hele døgnet, og sikre en åben linje, når vores omgivelser har brug for det. Vi har indrettet et løbebånd, som er fuld-programmeret til at rulle hurtigere end mennesket kan løbe. Så, for at opretholde hastigheden, har vi insisteret på at måtte træne ledernes og medarbejdernes viljestyrke. En uheldig kurs fordi de er ganske få, som ender med at blive stående på båndet.

Det er tankevækkende, at vi på samfundsplan har talt om og forsket i stress i rigtig mange år. Dette uden at vi i dag befinder os et sted, hvor vi kan sige, at vi er bragt væsentligt videre. Vi kan hverken tale om en ny kurs eller en reduktion i udviklingen af stress på samfundsplan. Ej heller på arbejdspladserne lader det til, at der er fælles bevidsthed over hvad som virker, hvad som har væsentlig effekt. 

 


Der efterspørges ledersparring, -kurser og –coaching som aldrig før. Hvorfor tror du, at vi bliver ved med at søge noget?
Måske er det en rastløshed, utilfredsstillelse eller en indre uro som gør at vi bliver ved med at søge. I håbet om at opnå en oplevelse af værdifuldhed, ro og tilfredsstillelse tager vi en masse initiativer, igangsætter projekter, påbegynder uddannelser, skifter arbejde osv. Det jeg oplever er, at vi hele tiden ender i en blindgyde hvor vi har forsøgt uddannelse, coaching og træning, men stadig står tilbage med en oplevelse af, at der stadig mangler noget. Jeg kan se, at lederne og de ansatte på arbejdspladserne ofte har omgivet sig med flere og flere tiltag, som ikke har hjulpet dem videre. Vi bliver ved med at søge fordi vi som mennesker dybest set ikke finder det vi mangler, længes efter eller har brug for.

Det vi står tilbage med, er derfor fragmenteret, også selvom vi omgiver os med en masse udvikling. De uddannelser, kurser og coachingforløb som tilbydes er ofte intellektualiserede projekter, hvor den enkelte eller gruppen skal tænke sig til de rette løsninger eller handlemuligheder. Hvad jeg kunne ønske mig i arbejdslivet er, at vi lærer at gøre tingene omkring os mere simple. At vi har mod til at stoppe op og undlade at forstå al ting intellektuelt.

Det jeg taler for, når jeg arbejder med meditation på arbejdspladsen, stilheds-retreats eller individuelle samtaler er, at se på tilværelsen som noget du ikke hele tiden skal ændre, men som noget, der er lige her og nu. Hverken at have behov for mere eller mindre end det som er, men i stedet acceptere og anerkende, at det som livet tilbyder i dette øjeblik, er som det skal være. Det er først når vi stopper op og begynder at vende vores opmærksomhed mod os selv, at vi finder det vi længes efter og har brug for.

Hvad er konsekvensen af den måde, vi lever på?
Konsekvensen er jo, at vi er i gang med at ødelægge verden, og hinanden. I nærmest panik forsøger vi derfor at gøre noget, og sætter derfor flere og flere skibe i søen for at redde os selv og andre. Hvad vi står tilbage med er, at ingen hjælper sig selv, og deraf ingen andre. Jeg kan se, at mennesker bliver syge af at skulle gøre det rigtige hele tiden; spise rawfood, læse MBA, løbe marathon og læse endnu flere bøger. Stresstallene peaker i øjeblikket, og der opstår en stadig søgen efter noget, som kan hjælpe os videre. Den værste konsekvens af måden vi lever på er, at vi slet ikke giver os tid til at passe på os selv. Den øverste ledelse kan ofte godt se, at der noget galt, eller at der mangler noget. Udfordringen er imidlertid, at der historisk aldrig har været opbygget erfaringer med at gøre noget andet end at accelerere. Fordi toplederen ikke har lært at hjælpe sig selv, bliver det derfor også ganske vanskeligt for hende eller ham at hjælpe andre. Konsekvensen er, at arbejdspladserne heller ikke får implementeret en praksis og en kultur, som handler om at det er helt legitimt at passe på sig selv, og på verden. En kultur hvor stilhed, meditation, refleksion er nøgleord - og egentlige helt nødvendige hvis vi som mennesker og virksomheder skal overleve og trives.

Hvad bliver det vigtigste at gøre på arbejdsmarkedet i fremtiden?
Det bliver vigtigt at kunne give slip på vores evige præstationstrang. At turde stoppe op, holde pauser og være med øjeblikket, frem for hele tiden at være på vej videre. Det bliver vigtigt at stille sig selv nogle essentielle spørgsmål: hvor er vi på vej hen, hvorfor har vi så travlt, hvad er det egentlig vi skal opnå og hvad er det vi tror ligger længere fremme? Det kommer til at handle meget om mod. Netop modet til at stoppe op og stå stille et øjeblik. At forholde os til alt det som sker i os og omkring os – både som virksomhed og som menneske. Vi skal lade vær med at symptombehandle skaderne og belastningsreaktionerne på overfladen. Vi skal ned i rodnettet, og gøre noget andet. Vi skal vende kommercialiseringen ryggen ind i mellem. Det kommercielle tilbyder sjældent dybde og mening, og vi er derfor nødt til at kombinere det med noget andet, hvis vi vil en kommerciel verden. Bare noget så simpelt som at skabe tid til pauser, og det ikke at gøre noget, kan være et sted at starte. Hvor ofte ser du dine kollegaer lave ingen ting? Hvor ofte ser du dig selv sidde i stilhed, uden at foretage dig noget? Det sker sjældent, og når vi øver os, så rammes vi ofte af en følelse af, at vi er i gang med noget, som ikke er godt, eller ligefrem uhensigtsmæssigt. Mit ønske for det danske arbejdsmarked er, at vi oparbejder mod til ikke at lade os rive med af en kommerciel tsunami, som har den kraft, at den kan skade os selv og kommende generationer. At vi en gang i mellem giver os selv lov til bare at sidde og glo.   



Deltag i debatten

Retningslinjer for debat

Mest læste nyheder