Viden med værdi - dit faglige forspring

Evidensbaseret vrøvl
Foto: Colourbox
Ledelse & organisation Af
Det er vel et naturligt menneskeligt træk, at vi gerne vil vide, hvad der virker, før vi sætter noget i værk. Eller vi vil gerne blive klogere på, hvad der kunne virke. Derfor kan vi måske også hurtigt falde for fine lister over, hvad der skal til for eksempelvis at bedrive god ledelse, eller hvilke trin du skal huske at udføre, hvis du skal have succes med din forandringsproces. Og så er det jo godt, at listerne og trinene underbygges af undersøgelser fra et stort antal virksomheder, hvor man har gjort præcis sådan og fået succes. Men pas på. Det er ofte en omgang evidensbaseret vrøvl.

The bullshitter is neither on the side of the true or the side of the false. His eye is not on the facts at all. He does not reject the authority of the truth, as the liar does, and oppose himself to it. He pays no attention to it at all. By virtue of this, bullshit is a greater enemy of the truth than lies are. (Harry Frankfurt, "On bullshit")

"Nej, gu' gør de ej," fnøs jeg en aften for et stykke tid siden. Mit udbrud kom på grund af et af de der feel good-indslag sidst i en nyhedsudsendelse. I ved, hvor man lige skal få det godt igen og blive mindet om, at sådan var det jo heller ikke ment med alle de deprimerende historier fra den store vide verden.

Og hvorfor fnøs jeg? Jo, i oplægget til en historie om et ægtepar, der havde været gift i et nærmest ubegribeligt antal år, lød det fra værten noget i retning af: "Mange kæmper med at få ægteskabet til at holde sammen, men Peter og Birthe Svendsen ved, hvordan man gør." (Navnene er nok forkert husket, men hvad, de blev alligevel omtalt som "man"). Og så var det, at jeg fnøs: "Nej, gu' gør de ej. De ved, hvordan de har gjort det!". Intet andet end det. Det er ingen opskrift til efterligning. Mennesker er ikke den rene råvare som madprodukter, hvor den kemiske virkning ved den og den sammenblanding af produkter skaber et nogenlunde forudsigeligt udfald

Nu ved jeg naturligvis godt, at indslaget var vel ment og handlede om den lille, fine historie, der måske kunne være til lidt inspiration for andre, så det var måske en smule overdrevet sådan at fnyse af det. Men jeg fnøs alligevel, nok fordi historien pludselig stod som symbolet på, og hverdagsfortællingen om, de omsiggribende såkaldte evidensbaserede løsninger. "Vi skal vide, hvad der virker, før vi går i gang". Men det er absurd. Det er som at kræve evidens for, hvordan fremtiden ser ud, før vi vil iværksætte det at træde ind i den. Det er som at bede os være en kopi af andre, eller virkeligheden om ni dage et helt andet sted være den samme som i dag, lige her hvor jeg er. Sagt på den måde, tænker jeg, at alle kan fornemme absurditeten.

Bagudrettet viden fører ikke til fremadrettet viden
Nu er jeg naturligvis med på, at hele den evidensbaserede tilgang udspringer fra det medicinske felt og tanken om at bedrive medicinsk behandling ud fra, hvad man rent forskningsmæssigt ved virker – en praksis jeg mildest talt sætter pris på. Jeg skal helst ikke være et eksperiment, hver gang nogen skal gøre noget medicinsk ved min krop, i hvert fald ikke hvis det kan undgås.

Men begrebet er i dag langt fra isoleret til det felt; det er blevet et hverdagsord, der bliver slynget ud til højre og venstre i en fuldkommen fejlagtig tro på, at en evidensbaseret tilgang inden for det hardcore medicinske felt kan kopieres til tilgange og løsninger inden for socialvidenskaberne, dvs. når det handler om eksempelvis intervention i menneskelig adfærd og menneskelig interaktion. Men menneskekroppen er et nogenlunde statisk system, det er organisationer, samfund, team etc. ikke (Husk: Statisk og stabilt er langt fra det samme).

Pointen er: Fordi en forsker eller et konsulenthus har undersøgt 100 succesfulde ledere og derpå konkluderet, at de har fundet frem til, hvad betingelserne for succesfuld ledelseskultur er disse steder, har de med den viden i hånden ingen evidens for, at hvis du følger de samme 7 retningslinjer, så får du, kære leder nr. 101, også succes. Man skal derfor stoppe efterspørgslen efter forvrøvlede evidensbaserede løsninger og lade være med enten at forsøge at springe over, hvor gærdet er lavest, eller bede om det umulige, når vi taler sociale systemer. Forstå mig ret, jeg taler ikke for, at vi skal opfinde den dybe tallerken hver gang, eller at man ikke skal lade sig inspirere, men det er bare ikke sådan, sproget omkring det evidensbaserede tankesæt er.

Det vigtige er at vide, at evidens for succesfulde handlinger i det, man kan kalde komplekse og konstant foranderlige systemer, er yderst skrøbelig. Bagudrettet indsigt fører dér ikke til fremadrettet præcis viden. Derfor kan du i en virksomhed også nemt lave samme tiltag på mere eller mindre samme måde ét år og være succesfuld, men gøre det igen året efter og se det fejle. Der er absolut intet mystisk i det. Hvorfor?

Mennesket som en maskine
Sådan lidt simpelt sagt, så fordrer denne trang efter evidens for, hvad der virker i det eller det sociale system (ledelse er jo eksempelvis at handle i sociale systemer), at vi opfatter den slags systemer som maskiner. Som algoritmer, der kan regnes ud. Så vi skal bare have lavet en matchende ledelsesalgoritme, og så går det fint. Som om vores hjerner og derfor samtlige interaktioner fungerede som en art computere. Men vores hjerne er ikke nogen computer. Den fungerer ikke som en computer. Spørg bare den amerikanske psykolog Rober Epstein eller læs hans herlige artikel The empty brain.

Derfor er sandheden også, at for alle dem, der har gjort noget bestemt og fået succes, vil det gælde, at de har en pendant et sted derude, som har gjort de samme ting, men ikke fået succes. Fordi man har skabt evidens for, hvad der gør, at X kommune er hamrende succesfuld med at integrere flygtninge, kan vi ikke nu sige, at vi har fundet formlen for, hvordan man skal integrere flygtninge. Der ligger med al sandsynlighed så mange variabler til grund for succesen, at de vil være umulige et kopiere – ikke nødvendigvis hver enkelt variabel, men hvad der sker, når variablerne kobles. Hvad sker der, når Inger begynder at skabe et sted, hvor indvandrerkvinder kan dyrke gymnastik i X Kommune vil jo ikke være det samme i to kommuner. Inger er kun i den ene af kommunerne.

Pointen er, som William Mace engang formulerede det: "Ask not what's inside your head, but what your head's inside of". Det er dér, hvor noget foregår, der for alvor er afgørende for, at det specifikke lederen eller forandringslederen gør, bliver succesfuldt. Det er evnen til at forstå mulighederne i konteksten, der er afgørende. Og det er præcis her, hvor al den fokus på evidens, lister og syv-trins-opskrifter bliver ikke bare problematiske, men en direkte årsag til ineffektivitet og virkelighedsflugt. Evidensen er betinget af, at konteksten i stort omfang er den samme. Ikke bare sådan nogenlunde. Ikke bare rent strukturelt. Nej, menneskene. Deres fortællinger. Deres historik og derfor vanlige måder at agere på. Deres helt lokale kultur. Så hvis du læser nogle af disse lister eller opskrifter på eksempelvis god ledelse, så prøv at se, om man samtidig har skrevet noget om konteksten. Altså: Disse trin vil virke, for så vidt konteksten er ret meget sådan her eller sådan her, og sådan her og sådan her. Ellers er det ganske enkelt elendig videnskab, og du vil komme til at bygge din praksis mere på gætværk end på viden.

Stop dovenskaben
Så stop nu med den fortærskede sang om evidensbaserede løsninger. Stop med at være så naiv, så doven, så videnskabeligt forkert på den. Stop din kopitrang. Brug i stedet din energi på at udnytte det lokal potentiale. Brug din energi på at agere i og være i kontakt med den lokale kontekst. Forstå de mønstre, der skabes dér, i stedet for at forsøge at bilde dig selv ind, at de er en tro kopi af andres. Forstå de strømme af lokale fortællinger, der skaber den lokale adfærd, og som derfor er med til at skabe den lokale udvikling.

Så ja, næste gang nogen – eksempelvis din leder eller din lokale politiker – efterspørger evidensbaserede løsninger, så bed dem overveje dette: "Forestil dig, at jeg var i stand til at kopiere din måde at lede på. Og forestil dig så, at jeg skulle lede en afdeling i nabokommunen. Vil du garantere mig, at jeg fik samme resultat, som du har fået her?". Eller, du kan naturligvis også være lidt flabet og sige: "Se, du har jo været gift i lang tid. Vil du lægge hovedet på blokken: Hvis jeg gør som dig, så forbliver jeg også gift i lang tid?". Jeg er sikker på, at den første respons, du får, vil være: "Det kommer an på, om ...".


Deltag i debatten

Retningslinjer for debat