Viden med værdi - dit faglige forspring

Derfor er TBM en nødvendighed for virksomheder i vores digitaliserede verden
Foto: Colourbox
Digitalisering & it Af
I denne moderne og digitaliserede verden er din virksomhed – uanset branche! – så afhængig af teknologi, at den bør ses og ledes som en teknologivirksomhed. Teknologi er ikke længere et værktøj, som virksomheden benytter sig af – teknologi er virksomheden.

Danmark er førende i verden, når det kommer til indførelse af ny teknologi, og vi kan prale af at være ét af de lande, der bruger flest penge pr. indbygger på teknologi ifølge en global analyse over 25 år fra Howard Rubin og Apptio. Selv inden for EU er vi den mest digital-venlige økonomi.

I takt med at det globale teknologiforbrug er stigende – Gartner forudser, at det vil stige til 23,1 billion kroner i 2018 – er danske virksomheder godt i gang med at tage den digitale transformation til sig på alle fronter. De dage, hvor IT-afdelingen dikterede hvilken IT og teknologi, der skulle implementeres, er forbi. Digitaliseringen betyder, at alle ledere har en holdning og beføjelse til at tage ny teknologi i brug. Med stigende IT-budgetter er der derfor nu meget større fokus på ROI – og på at CIO'en i en virksomhed skal være en forandringsagent og strategisk partner.

Øget investering i cloud computing og digitalisering gør det mere komplekst og udfordrende at være en effektiv IT-leder. Det er et stort arbejde at holde styr på IT-omkostningerne for en større virksomhed med en lang række licenser og abonnementer, og det er ikke usædvanligt at dette håndteres via regneark. Hundredevis af regneark fra forskellige afdelinger og ledere, der alle ender på CIO'ens skrivebord, hvor han eller hun må bruge sin kostbare tid på at gå dem alle igennem. Tid, der kunne bruges på at træffe bedre og hurtigere beslutninger.

Ligesom salgsafdelingen har CRM, og finansafdelingen har ERP, har IT-ledere i dag brug for et system til virksomhedsledelse for at kunne maksimere værdien af hver eneste krone og at kunne kommunikere denne værdi videre. Derfor mener jeg, at det er afgørende for virksomheder at indføre TBM og oprette et TBM-kontor.

Og hvad er så TBM? De tre bogstaver står for Technology Business Management – en måde at drive IT som en forretning. TBM giver en systematisk tilgang til at maksimere værdien af IT-investeringer ved at sætte teknologiledere og deres forretningspartnere i stand til at samarbejde om forretningsmæssige beslutninger. TBM giver et hurtigt overblik, så man kan træffe data-drevne beslutninger om brugen af teknologi og dens omkostninger og værdi.

I USA har ledende energileverandør Exelon ved hjælp af TBM sparet næsten 600 millioner kroner på drift og vedligehold efter en større fusion. Flere ledende danske virksomheder og organisationer har også indført TBM, og én af landets største energileverandører har brugt TBM til at skabe global transparens på drift, omkostninger, præstation og værdi af teknologi-investeringer på tværs af partnerskaber, cloud, automatisering og digitale services. De havde brug for en metode til at forenkle og outsource deres finansieringspraksis, at skabe færre omkostningscentre, og at opnå en mere detaljeret indsigt i data for leverandører og løbende projektomkostninger. TBM skabte synlighed inden for fakturering, brug af leverandører og projektrapportering til gavn for virksomheden og dens teams og projekter.

Kort sagt kan TBM klæde den moderne CIO på med værktøjer til bedre indsigt og overblik over IT-omkostninger og sætte dem i stand til at træffe de rette beslutninger – beslutninger, der kan være med til at sikre virksomhedens overlevelse. Så selvom du ikke tænker, at din virksomhed er en teknologivirksomhed, kan det godt betale sig at behandle den som én.

Deltag i debatten

Retningslinjer for debat