Viden med værdi - dit faglige forspring

Du må aldrig få så meget magt, at andre ikke tør sige dig imod
Foto: Colourbox
Ledelse & organisation Af
I en serie på 4 portrætter interviewer vi succesfulde ledere fra brancher, som har stået uden for den traditionelle ledelsesindustri præget af ledelseskurser, ledelsescoaching og skiftende ledelsesbegreber. Vi spørger dem om, hvordan de forstår ledelse uden alle disse metoder, og hvad de især lægger vægt på.

Interview med Roni Ezra


Filminstruktør, Roni Ezra, har lært, at det kræver modspil at blive den bedste, han kan være. Børsen Ledelse har mødt ham til en snak om at være lydhør og bestemt i en branche, hvor de store klapsalver aldrig må blive vigtigere end en god proces.

Hvad var din første erfaring som leder?
Min første spillefilm var en no-budget film, der handlede om at være single-kvinde i New York. Der var ingen penge, så det var noget med at gemme kameraet i en jakke nede i subway'en og filme, når politiet ikke så det. Det var virkelig en rock n'roll produktion. Der gik det for første gang op for mig, hvor store forskelle der er på arbejdspladskulturer. På det tidspunkt var jeg vant til den danske filmbranche, som har et meget fladt hierarki. Herhjemme er der ganske få instruktører, der har brug for at spille med musklerne, og vi har en høj grad af tillid til hinanden. I Danmark er filmbranchen lille og arbejdsrelationerne nærmest familiære. Vi er i samme båd og kæmper sammen for det endelige resultat. Men I USA gik der ikke længe før at jeg lagde mærke til, at folk begyndte at komme for sent, og fotografen begyndte at instruere skuespillerne, når han troede, at jeg ikke lagde mærke til det. Man kunne mærke, det hele begyndte at sejle. En lokal assistent fortalte mig så, at amerikanere ikke forstår, når du er venlig og holder inspirationstaler om morgenen. Det gjorde bare at de så mig som svag. Så blev jeg nødt til at sætte mig i respekt igennem en strengere ledelsesform for at komme igennem produktionen. Men det gjorde også min position mere ensom.

Hvad har du lært om at være leder, som du ikke vidste tidligere i din karriere?
Før i tiden havde jeg et billede af, at en instruktør skal have en klar vision fra starten. Og at han ikke må afvige fra sin vision, hvis nogen prøver at "lokke" ham i en anden retning. De første par optagelser jeg gik på, havde jeg en følelse af, at jeg skulle have alle svarene, og at jeg skulle have det sidste ord. Men gradvist gik det op for mig, at de kreative fejltrin jeg lavede, kunne have været undgået hvis jeg havde lyttet til dem, der forsøgte udfordre mine valg. Det gik op for mig, at jeg er stærkest i samarbejdet, og jo mere lydhør jeg er, jo bedre dramatik laver jeg. Så jeg har indset, at jeg elsker modspil og behøver det. For det er ikke altid mig, der har den rigtige løsning, og jeg skal udfordres for at blive bedre. Det burde være logik for burhøns, men det har alligevel taget mange år for mig at lære. I et terrorregime opstår der aldrig nye tanker og ideer. Jeg kan godt lade som om, at jeg altid ved, hvad der er bedst, men det gør jeg jo ikke.

 


Hvad er det vigtigste for dig i dit arbejde?
I dag er det vigtigste for mig at have en god proces. Jeg elsker at gå på opdagelse i materialet, udvikle karaktererne, diskutere løsninger, samarbejdet med skuespillerne, sparringen med fotografen, osv. Da jeg for nogle år siden endelig oplevede den succes, jeg længe havde ventet på, og som jeg troede, ville gøre mit liv fuldendt, opdagede jeg, at mit liv var præcis det samme efterfølgende. Jeg erkendte herefter, at det er processen der bør drive mig – ikke modtagelsen.

Hvilken slags leder er du?
Jeg er den slags instruktør, som fortæller bedre historier i kraft af samarbejder. Og man må som instruktør eller arbejdsleder aldrig få så meget magt at andre ikke tør sige en imod. Dem jeg arbejder med, værdsætter, at jeg ved, hvad jeg vil have, men også at jeg er lydhør. Jeg har et indtryk af, at skuespillere godt kan lide samarbejdet med mig, fordi der hersker et kreativt råderumtil at udfolde karaktererne og en konstant søgen efter noget sandfærdigt. I stedet for at sige "jeg vil have det sådan her", så siger jeg "prøv at fortælle mig om hende her". Jeg er altid nysgerrig på de mennesker, jeg portrætterer, både i researchperioden og på optagelse. Og jeg nyder at opdage de små menneskelige detaljer, såsom mislydene og urimelighederne, der gør karaktererne tredimensionelle og genkendelige.
Som arbejdsleder er jeg også blevet bedre til at gå en stresset dag i møde, med åbent sind i stedet for anstrengthed. Det er blevet afgørende for mig at have en så legende tilgang til mit arbejde som muligt. Den lystfuldhed smitter positivt af på både proces og slutresultat.

Er der noget, du prøver at undgå?
Jeg undgår gerne forfængelige samarbejder. Jeg forsøger altid at skabe et trygt arbejdsrum, med høj effektivitet og plads til at fejle. I de rammer bør der ikke være behov for ærekærhed, heller ikke min egen. Jeg har lige lavet en tv-serie på 6 afsnit på 6 uger, og der sker noget med ens person, når man arbejder under så ekstreme vilkår. I mit tilfælde kan jeg nogle gange ty til en lidt grovkornet omgangstone, som er blevet min ventil for arbejdspresset. Det bliver en sjælden gang misforstået, men det er kun et kammeratligt forsøg på at signalere at "vi alle er i samme båd" og at det, trods presset, stadig gerne må være en sjov proces.
Det kan være en ensom position at være instruktør, men det forsøger jeg at undgå. Jeg kan sidde ovre i mit telt med min monitor, gemt væk og fordybet i mine tanker. Men jeg foretrækker altid at stille mig midt i kulissen, sammen med filmholdet og skuespillerne. Jeg har brug for at være i et arbejdsrum, hvor jeg kan mærke og ånde processen, omgivet af filmelskere som mig selv, som kan gøre mig bedre.

Hvad er din største udfordring som instruktør?
Jeg kan godt lide film, der udstiller menneskets fejlbarlighed. Det virker dog som om, at der er mere efterspørgsel på sort-hvid fortællinger i dag, hvor en tyk, cigarrygende mand næsten altid er roden bag alt ondt. Jeg foretrækker drama, der tør vende blikket indad, og udfordre publikums selvbillede og verdensopfattelse. Jeg forstår udemærket at drama for mange primært er underholdning og eskapisme, og min udfordring er, at få en endnu større forståelse for markedskræfterne og hvad der er efterspurgt i en hurtigt omskifteligt medieverden – og at kunne forene det med mine egne kreative ambitioner.

Hvilken rolle spiller anerkendelse i dit arbejde?
Jeg har set nok kollegaer, der har bundet deres liv op på anerkendelse, hvilket jeg desværre ikke tror er holdbart i længden. Jeg er blevet god til at acceptere, at modtagelsen af mine film og serier både er flygtig og tilfældig. Jeg kan ikke kontrollere, om solen skinner på min premieredag og påvirker publikumstallet, eller om en anmelder har fået det forkerte ben ud af sengen. Til gengæld kan jeg nyde processen, og kanalisere alt hvad jeg har ind i tilblivelsen. Uanset om det er "Veninder på første klasse" eller "9. april" er mit brand, at mine arbejdsgivere får alt hvad jeg overhovedet har. Men jeg kan ikke lade mit liv styre af modtagelsen længere. I dag søger jeg anerkendelse ved at være en god far eller en god ven. Før troede jeg at anmeldelser, nomineringer og priser kunne udfylde det emotionelle tomrum jeg bar rundt på. Men da jeg endelig stod oppe på scenen og modtog klapssalver for min film, levede det slet ikke op til forventningerne. Det hårde ved branchen er, at man hele tiden føler at lykken venter lige rundt om hjørnet. Enten i form af en Oscarnominering eller en pose guld. Det skaber et konstant pres og afholder måske en fra at nyde nuet. Det har været godt for mig at erkende, at det er processen, jeg elsker. At få lov til at lave fiktion - det er dét, der er privilegiet. Ros, priser og billetsalg er en fantastisk sidegevinst, men for mig er det ikke målet i sig selv.
Bivirkningen er dog, at jeg desværre ikke er så god til fejre mine succesoplevelser længere. Når jeg eksempelvis oplever unge skuespillere have en Instagramfest under optagelserne, kan jeg da i et kort øjeblik godt savne den begejstring.

Hvordan ved du, om du gør "det rigtige"?
Nogle gange handler det helt enkelt om at stå foran en monitor og få gåsehud eller en tåre i øjenkrogen. Så får du følelsen af at have ramt noget sandfærdigt. Men når man træffer flere hundrede beslutninger dagligt, ved man aldrig med sikkerhed, om hver eneste er rigtig. Her må jeg så sætte min lid til min intuition og selvtillid, og samtidig sørge for at være omgivet af dygtige mennesker jeg stoler på, og som tør at sige mig imod, hvis der er en bedre løsning end min.

Deltag i debatten

Retningslinjer for debat

Mest læste nyheder