Viden med værdi - dit faglige forspring

Tag springet - bliv din egen leder
Foto: Colourbox
Ledelse & organisation Af
Mange mennesker går med en lille iværksætterdrøm i maven, men de fleste er bange for at tage springet. At kaste sig ud på dybt vand og ikke vide, om man kan bunde. Det kan virke skræmmende at lægge fast løn og frokostordning bag sig – men den tilfredsstillelse og frihed det giver at være sin egen chef kan ikke sammenlignes med noget. I hvert fald ikke for os!

Det starter måske med en idé. Eller en følelse og et ønske om at ville noget andet. Noget mere. Men tør jeg? Er min forretningsidé god nok? Kan jeg overhovedet tjene penge på det? Hvorfor skulle folk høre på mig? Før du ved af det, så har du skudt din egen chance for at udleve en drøm til jorden.

For os har bekymringstankerne nok også været en af grundene til, at vi ikke er gået selvstændig før. At vi ikke har turde blive vores egne ledere. Tanken om at skulle gøre det alene var for os begge helt skræmmende – men hvordan møder man lige et menneske, som vil det samme som én selv?

Men vi mødte hinanden. Dybt forskellige som vi er, begyndte vi at oparbejde et unikt samarbejde. Et samarbejde, hvor vores egne begrænsninger ikke længere fyldte, fordi vi komplementerede hinanden. Der hvor den ene var knap så stærk, var den anden stærk. Det blev begyndelsen på at give den spirende drøm i maven lov til at folde sig ud - og grunden til, at vi startede Expose PR & Communications.

Men hvad kan du forvente af opstarten som selvstændig?
  1. Første fase er at sige det højt: "Skal vi gå selvstændig?" Med det samme begynder man at overveje fordele og ulemper, men man begynder også at se drømmen i et realistisk perspektiv. I vores situation sagde vi det højt til hinanden. Hvis du er alene, så sig det højt til andre. "Jeg overvejer at blive selvstændig". Det åbner pludselig døre, som længe har været lukkede – og mulighedernes land viser sig. Og med muligheder kommer bekymringerne alt andet lige. Men uanset hvad handler det om at sætte ord på din tanker. Din drøm. For først når du gør det, begynder dine tanker at kunne kredse omkring: Hvordan? Hvordan vil du gerne leve dit liv? Hvordan skal dit arbejdsliv være? Og det hele er faktisk DIT valg!
  2. I næste fase kommer beslutningen. Fuck - vi gør det! Ja, vi gør det sgu! Overvældet af tanken om det nye liv er det ikke til at få armene ned. Hvor skal vores kontor ligge? Hvilke kunder vil vi gerne have? Hvordan skal vores arbejdsdag se ud? Man svæver på en sky – og hver gang man taler med nogen, så deler de ens begejstring. I særdeleshed andre iværksættere. Det er et helt særlig bånd mellem selvstændige. En ukuelig støtte og følelse af samhørighed. "Vi er i samme båd, så vi hjælper hinanden". En skøn og berigende følelse. Bekymringerne syntes langt langt væk.
  3. Denne tredje fase opstår, når man er kommet i gang og kaldes: "Fuck, hvor er det her besværligt!" Så melder hverdagen sig. Praktikken overskygger alt. Du skal have styr på webhosts, skat, fakturering, lønsystemer, udlæg og moms. Alt muligt, som du højest sandsynligt ikke har erfaring med. Kunderne vender ikke tilbage. Og hvis de gør, så presser de dig på prisen. Makrelmadpakken minder på ingen måde om den gamle frokostbuffet. Tvivlende tankerne omkring økonomi og fremtid presser sig på. Den her fase er uundgåelig for alle iværksættere. Og den er vigtig. Fordi livet som iværksættere er én lang læring. Brug denne læring, du får i denne proces, til at puste til dit drive. Man lærer at tøjle sit sind og vende nederlag til succes. For at nyde succeserne skal du også have mærket nederlagene. Og du er heldig, for hvis du ikke klarede denne fase så godt i første huk – så kan du være ganske rolig, for denne fase dukker op igen og igen og igen – så du har rig mulighed for at øve dig på den
  4. I fjerde fase begynder du at indse, at drømmen er ved at blive en realitet. At du rent faktisk er ved at skabe en forretning. DIN egen forretning. Din egen dagligdag – lige præcis, som du drømte om. Du har måske fået faste kunder. Spændende opgaver. God feedback. Du er din egen chef og bestemmer over dit eget arbejdsliv, og du får endda løn for det. Vi kan nogle gange stadig føle, at "vi leger". Følelsen af at lege selvstændig. Men det gør vi jo ikke. Vi har skabt en forretning. En forretning vi er stolte af, og en dagligdag som vi godt gider stå op til.
Nyd faserne – også de besværlige faser. For at the end of the day vil du opleve, at det er det hele værd. Det kan vi sige. Med hånden på hjertet! Den følelse, du får i maven, når en begejstret kunde giver dig en ny opgave, er ubeskrivelig. Når du kan opgradere makrelmadden til en fiskefilet med remoulade og citron on top. Når du udbetaler en løn til dig selv. Og når du går hjem fra arbejde fredag – og glæder dig til at det bliver mandag. Så ved du, at du er havnet på den rette hylde. Det skal man fejre. Hver dag. Husk at give high fives, grin og ros. Dig selv og hinanden. Og vær stolt af dit arbejde. Af dig selv. Fordi du turde tage springet. Det er der ikke mange, som tør!

Vores 6 tips, hvis du overvejer at gå selvstændig:
  1. Få dig en partner. At gå selvstændigt er hårdt. Man har brug for en at dele glæderne og ikke mindst bekymringerne med. Find en som komplimenterer dig – på alle måder.
  2. Giv aldrig op! Kæmpe kliché - men succes ligger altså for enden af vejen - men du skal blive på den. Uanset. Du vil møde mange på din vej, som ikke svarer på dine henvendelser. Som presser dig på pris eller som ikke føler, at de har brug for dine talenter. Men klø på. Bliv ved. For måske er der ni mennesker, der afviser dig – men den tiende kan se en mening med et samarbejde.
  3. Se rejsen som konstant læring. Når du går selvstændig, så vil du hele tiden lærer nye ting og påtage dig nye roller. Den ene dag vil du være regnskabsmedarbejder og den næste dag projektleder på et kæmpe koncept. Og du vil begå fejl. Blive frustreret. Men vid, at alt er læring og ting tager tid.
  4. Tag imod al den hjælp du kan få. Det kan føles uoverskueligt bare at tænke tanken at gå selvstændig, fordi man skal have styr på så meget. Så tag imod hjælp. Tag kaffemøder med andre iværksættere, som kan give dig deres erfaringer. Spørg om alt. Om det er i telefonen med Skat, eller når du opretter et website. Og når du sidder med en veldrevet virksomhed en dag – så giv hjælpen tilbage.
  5. Lad være med at knokle dig selv ihjel. Alle siger, at man skal knokle som selvstændig, og at man skal lægge 10-14 arbejdstimer om dagen. Men den skal du ikke hoppe på. Du kan sagtens lykkes, hvis du arbejder mindre. Og det er vigtigt, at du passer godt på dig selv, når du går selvstændig, at du mærker efter, giver dig selv pauser og holder helt fri. For du skal holde i mange år og uden dig fungerer ingenting. Og hvad er det overhovedet værd at være selvstændig, hvis du fortsat er spændt for en vogn og tæsker rundt i hamsterhjulet?
  6. Arbejd med dit sind. Dit sind er din værste fjende – men kan faktisk også være din bedste ven. Så for at du skal lykkes og for at gøre processen så god som muligt, så må du ikke lade dig gå på af nederlag. Dem skal du på en eller anden måde lade prelle af på dig. Ligesom du ikke skal lade dig gå på af økonomiske bekymringer. Det kan lade sig gøre, hvis man beslutter sig for, at ens arbejdsliv ikke må have indvirkning på humør og privatliv. Du må ikke lade din arbejdsmæssige succes (eller nederlag) definere dig som menneske. DU definerer dig som menneske, og dine menneskelige handlinger definerer din menneskelige succes.

Deltag i debatten

Retningslinjer for debat

Mest læste nyheder