Viden med værdi - dit faglige forspring

Lavt hængende frugter er ofte synsbedrag
Foto: Colourbox
Ledelse & organisation Af
Når det gælder private og offentlige organisationer, så regnes det altid som god praksis at gå efter de lavt hængende frugter først. Jeg ved ikke, hvordan det er i planteriget, men blandt organisationer regnes det som sund fornuft at gå efter de lavt hængende frugter først – eksempelvis når der kommer ny ledelse, når projekter igangsættes, findes nye markeder og produkter, eller når strategier og forandringer skal implementeres.

De lavt hængende frugter er – for dem der ikke er stødt på termen – et billede på indsatser og muligheder som er lettest at implementere og dermed få værdi af. De indsatser, der både giver god værdi og stort udbytte, men som ikke kræver store investeringer eller en masse arbejde. Frugterne hænger lavt så de er lige til at plukke.

Men findes de virkelig de der lavt hængende frugter? Jeg er selv i tvivl. Når jeg møder virksomheder og organisationer, så er der nogle gange muligheder og indsatser, der umiddelbart ligner en lavt hængende frugt. Måske har virksomheden hidtil primært solgt til det private marked – så er det offentlige marked da en lavt hængende frugt? Måske har virksomheden ikke så tæt kontakt til alle kunderne og så er mersalg eller opsalg da en lavt hængende frugt? Måske har virksomheden ikke en god hjemmeside, der kan informere potentielle kunder om virksomheden? Måske har den offentlige organisation ikke et IT-system der understøtter processerne optimalt og dermed arbejdes der ikke optimalt. Det må da være en lavt hængende frugt?

Imidlertid er det stort set altid et synsbedrag. Frugterne ser ud som om de er lavt hængende, og super lette at plukke, men når man kommer tættere på – taler med medarbejdere, taler med kunder, laver analyser af markeder og kunder, taler med interessenter, lytter til hvorfor de oplagte og "lette muligheder" ikke er udnyttet tidligere mv. – så hænger de alligevel ikke så lavt som det umiddelbart så ud til. Hvis noget lyder for let til at være sandt så er det nok også.

De fleste af os arbejder loyalt og hårdt for de virksomheder og organisationer vi arbejder for. Og hvis vi i det daglige går rundt i en plantage med dynger af lavt hængende frugter, ja, så plukker vi dem faktisk. Ikke fordi vi bliver bedt om det men fordi det giver mening. Derfor har det ledelsesmæssige og fokus på og italesættelse af de lavt hængende frugter faktisk også den negative effekt, at det fortæller medarbejderne, at ledelsen anser dem for at være enten dovne (siden de ikke gider plukke de oplagt og nemt tilgængelige frugter) eller mindre smarte (siden de ikke har opdaget alle de nemme gevinster, der hænger omkring hovedet på dem).

Ofte drejer det sig mere om fokus. Måske har virksomheden ikke haft fokus opsalg men solgt det man altid har solgt. Opsalgsmuligheden er ikke glemt, eller ikke forstået, den har simpelthen været lavt prioriteret, og det kan der jo være mange gode årsager til. Og naturligvis kan det sagtens være at virksomheden skal ændre fokus og prioritere opsalget højere fremover. Men det er ikke det samme som at opsalget er super let. Det er bare en anden prioritet. 

Deltag i debatten

Retningslinjer for debat

Mest læste nyheder