Viden med værdi - dit faglige forspring

Måske skulle virksomheder prøve at rekruttere sig selv!
Foto: Colourbox
Ledelse & organisation Af
Hvad er mest alarmerende – virksomhedernes endelange lister med forventninger om fleksibilitet, robusthed, ansvarsvillighed og "mange bolde i luften" – eller kandidater, som efterhånden er så immune over for uretfærdige krav, at de bare synes, det lyder dejligt og spændende at få smækket hånden på kogepladen uden at tænke over, hvilke brandskader der kan komme ud af det? Jeg mener, udviklingen er farlig og potentielt skaber stress – måske skulle virksomheder prøve at stille samme krav til sig selv. Måske skulle de prøve at rekruttere sig selv.

En lang liste med hvad du skal kunne fagligt. En lang liste med hvordan din personlighed skal være. Efter en lang række krav til dig måske – hvis du er heldig – en sætning eller to om hvor fede, de er i virksomheden. Nogen nævner ikke engang, hvad virksomheden laver. Og er der reelt en virksomhed, som fortæller, hvad de vil give i bytte for det meste af din levetid i den periode, du skal arbejde der? Der er godt nok langt mellem snapsene – i hvert fald i den indledende proces.

Nu skal det her ikke misforstås som et eller andet generation y forkæledægge-pladder, selvom det helt sikkert er noget, man skal være opmærksom på, hvis man vil have dem ansat. Men en stor del af virksomhederne er blevet så komfortable og arrogante i deres rekrutteringsprocesser, at de glemmer at se sig selv med reelle briller på og i stedet opfatter sig som pokalen ved OL eller Ali Babas skat, hvor kandidater skal i kapløb og sige det rigtige og være villige til at brække begge ben for at vinde virksomhedens gunst – og få drømmejobbet.

Kan jeg også bede om en referenceliste, tak!
Hvorfor er det egentlig, at der er mange situationer, hvor en intetanende kandidat sidder og præsenterer sig selv, går ud af kroppen ift. tests og ansøgninger, minutiøst gennemgår CV'et og hvad, de kan bidrage med i en virksomhed – inden de aner, hvad virksomhedens kultur er, hvad de reelle udfordringer er eller selv kender noget som helst til personerne, de sidder over for eller hvad, de skal.

Hvor ofte er det ikke, at kandidaten sidder der og gætter, hvad virksomhedens portvogtere vil høre og forsøger at analysere på kolde, udtryksløse ansigter med aha og mhm og pokerface og svarer på åndssvage spørgsmål, som "hvor ser du dig selv om 10 år" og "hvor længe har du drømt om at sælge rengøringsartikler", for derefter at vente uge på uge og få afslag på en standard email.

Hvor er kandidatens referencer, han eller hun kan ringe op og høre, hvordan jobbet og kollegerne og virksomheden er, og hvorfor samarbejdet sluttede med den tidligere? Hvorfor er forventningen, at medarbejderen skal være stabil og robust og kunne klare alt og være ovenud lykkelig for meget rejseri og "du må regne med en del overarbejde", når virksomheden i langt de fleste tilfælde ikke lever op til samme forpligtelser selv? Hvorfor bliver budskaber om, hvor mange karrieretimer og hvor meget konkurrence, der er, ofte leveret med lurifakssmil og en vis stolthed fremfor som minimum ydmyghed?

Vend den om!
Status quo burde da være, at en kandidat eller medarbejder kunne forvente, at virksomheden var robust, at den selv tog ansvar i stedet for at pege fingre af ikke engang ansatte medarbejdere og bedyre dem at være klare til at tage det.

Jeg så for nylig en HR-kampagne, et promoveret opslag på sociale medier, for en stor international virksomhed i Danmark. Den indeholdt optagelser af nyansatte, der fortalte om, hvor fedt, det var at arbejde der - også helt unge, der lige var kommet ud af skolen. Da jeg lyttede efter, hvad de her unge mennesker storsmilende og stolt fortalte, tænkte jeg, at hjernevasken må være total.

"Jeg fik fuldt ansvar fra day one." "Det var virkelig fedt, jeg blev bare kastet direkte ud i det." "Her er læringskurven rigtig stejl, det er mere at komme i gang end lang oplæring, og det er virkelig fedt at mærke, at man bare får bolden med det samme, og de bare stoler på en." "Her er virkelig, virkelig travlt, det er så fedt at mærke."

"Gider I ikke også piske mig lidt, så er det super"
Men hov. Jeg går ud fra, at virksomhedens kunder betaler det samme, selvom det er en helt grøn, som bliver kastet ud i noget nyt, og selvom han/hun ikke får seniorløn. Og siden hvornår er det særlig fedt at blive mødt med straks at skulle på overarbejde eller særlig ansvarsfuldt at smide nye medarbejdere ud på grund, som de ikke kender?

Vi er nået derhen, hvor det usunde, det ustabile, det ansvarsløse, og det, som kan save en medarbejder midtover, give stress og ødelægge privatlivet, skal fejres, og ingen fører tilsyn med disse stigende forventninger, som pensles ud i jobopslag, og som kandidater føler, de vinder privilegiet til at indfri, hvis de får jobbet.

At skulle kunne "navigere i kaos og samtidig beholde roen", fordi virksomheden ikke selv kan holde roen, at blive bedt om at tage ansvar, før man er klar til det, fordi virksomheden ikke har ressourcer til at sætte en ind i tingene – at blive påduttet at være den, som kompenserer for virksomhedens mangler – det er ikke en godbid! Det er uretfærdigt, det er forkert, og det er usundt og kan give stress.

Kandidater
Mit råd vil være, at næste gang du søger et job, så stil flere spørgsmål. Vi er for vante til, at det er jobbet, som har bukserne på, og at vi skal bare være glade, hvis vi kommer i betragtning. Nej! De skal også være glade for, at du gider søge hos dem. Vi skal skabe mere lighed her, gensidig taknemmelighed. Lad være med at gætte og sidde og komme med den store strategi, du tror, marketing har brug for – for det første skal du ikke give dem noget gratis og for det andet, så skal de også komme med noget til dig. Stil kritiske spørgsmål til team, personer, arbejdstider, og lad være med bare at sige ja til alt. De kommer med en liste krav til dig, så kan du også fortælle om, hvad dine forventninger til en virksomhed er.

Virksomheder
Alle jer, der sidder og rekrutterer, er også selv blevet rekrutteret engang, husk nu det.
Måske vi skal skrue lidt ned for de alsidige forventninger om både at være en humørbombe, en blæksprutte, en naturlig leder, kunne tale fransk, score højest på IQ i testen – og ikke mindst lade være med at forvente, at rekrutteringen er envejs? Hvad hvis vi vendte tankegangen om og sagde, at det faktisk også er kandidaten, som skal rekruttere virksomheden, og vi så byggede dialog og lavede kompromiser omkring det. Ligevægt må være udgangspunktet for et frugtbart samarbejde på sigt. Det er ikke kun kandidaten, som skal være heldig og taknemmelig, hvis han eller hun får jobbet – men også virksomheden, som skal være glad for, at kandidaten ikke valgte at lægge sine kræfter et andet sted.

Disclaimer: Jeg har selvfølgelig generaliseret lidt for at få en pointe igennem. Jeg er sikker på, der findes nogen, som tænker over dette, men jeg ved også, at der findes mange, som ikke gør. 

Deltag i debatten

Retningslinjer for debat

Mest læste nyheder