Viden med værdi - dit faglige forspring

Javel-Hr-Minister-Ledelse...
Foto: Colourbox
Ledelse & organisation Af
Man kan sige meget om overlægerne – men at lefle for ministeren er ikke en af dem. De kan være primadonnaer, men de kan noget som mange offentlige chefer kan lære af: De kan tale patientens (borgerens, kundens) sag. Og de gør det og de tør det! Ofte hele vejen til direktionen, politikkerne eller medierne. Det kan være møg-irriterende ledelsesmæssigt, men det sikrer demokratiet for os alle.

Hvorfor nu det? Den bedste måde at eksemplificere det på, er at se på Skat. En lang række ministre har ønsket at spare. Det har en lang række departementschefer villigt hjulpet med. Og en lang række skattechefer har ydmygt (eller ydmygende) gennemført besparelserne. Det har de gjort i en grad som nedsmeltede organisationen, langt forbi det punkt hvor den ikke længere varetog sine opgaver.

Det kalder jeg Javel-Hr-Minister-Ledelse.

Når man parerer ordrer, man ved er ødelæggende. Som man ved ikke er til borgernes og samfundets bedste. Det ødelagde Skat, så man nu må starte forfra. Og det kostede os alle sammen ca. 15 mia. kr.

Den næste fine offentlige organisation i nedsmeltning er Politiet... Bunker-sagen, 900-dages sagsbehandlingstid, ulovlige indkøb, nepotisme, Tibet, vidneinstruktion, manglende udrykning, teleskandale 1-2-3 osv. Listen af store skandaler er uendelig hvis du googler BT og Rigspoliti. Men endnu større er problemet i det nære...

"Javel-Hr-Minister – vi sender gerne halvdelen til grænsen". "Javel så – den anden halvdel til bandekrigen". "Javel – 500 mand til terror, men der er ikke flere...? Nåh alle de nye til terror.". "Javel, vi inddrager ferie til Paludan"...

Vi er på vej mod en politi-organisation, som kun løfter det allermest blodige og helt dropper det borger-nære. For eksempel en Europa rekord i flest indbrud, hvoraf under 1 pct opklares (i øvrigt et godt bud på det ringeste nøgletal i hele den offentlige sektors historie. Tillykke). F.eks. frit lejde til butikstyveri. Det er udemokratisk.

Det skyldes først og fremmest et ledelsesproblem. Ledere som ikke tør stille sig på borgerens side og lede opad. Og ledere som begår den styringsmæssige begynderfejl, at se hele Politiet som én stor ressourcepulje. Derved trækker man konstant ressourcer væk fra borgerne til de store alarmer. Det går selvsagt ikke, fordi der jo altid er et bandeskyderi, en terrortrussel og et statsbesøg. Det svarer til at hospitalet lige lukker alt andet når de har en hjerteoperation – 8 gange om ugen. Derfor har vi snart ikke noget almindeligt politi. Derved sætter man århundredes renommé over styr. Som en ven sagde til mig "Hvis du har et problem, så ring til brandvæsnet – de kommer samme dag, ja faktisk med det samme." Politiets egen minister siger det lige ud: mistillid.

Pointen er at alle må lære af Skat. Med overlægen i tankerne – hvornår har du sidst hørt en chef tale borgerens sag? Turde sige stop når politikerne går for vidt?

Det er læringen til offentlige chefer, hvis ikke lærepengene skal være spildt. Hvis skattecheferne havde haft "balls" havde vi andre haft 15 mia mere til velfærd!

Ikke flere af vores gode offentlige virksomheder skal ned ad Javel-Hr-Minister-Slidsken. Man skal tjene samfundet og borgeren – ej blot karrieren og ministeren. Det kræver lidt mod at lede opad, men til gengæld er det demokratisk og kundeorienteret.

Deltag i debatten

Retningslinjer for debat

Mest læste nyheder